VKST leverer fem faglige indspark

Hver fredag frem til jul holder VKST webinar med faglige indlæg inden for planteavl, og alle kan deltage gratis.

PLANTEAVL Hvert år i november afholder rådgivningsvirksomheden VKST de store traditionelle planteavlsmøder for fulde huse, men det forhindrer corona-pandemien i år.

VKST er derfor gået alternative veje for at orientere om årets nyheder inden for planteavlen.

Nyheder, faglige indlæg, og retningen for de kommende års udvikling i planteavlen drøftes i år derfor digitalt. Det oplyser Ole Schou, planteavlskonsulent i VKST.

- Pandemien skal ikke forhindre os i at komme ud med al vores store faglige viden og nyheder til de danske landmænd. I stedet for at aflyse møderne har vi taget de mest spændende indlæg ud af møderne, og kører dem som separate onlinemøder, hvor vi kommer i dybden med det enkelte emne, forklarer Ole Schou.

Store og interessante emner

Planteavlsafdelingen i VKST præsenterer derfor fem stærke emner, der udkommer som webinarer alle fredage frem til jul. Landmændene kan således sætte sig ned i sofaen og følge med – live eller når det passer ind i kalenderen.

Når man først har tilmeldt sig det enkelte møde, kan man vælge at se webinaret live, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål, eller man kan vælge at tilgå webinaret på et senere tidspunkt, når det passer ind i kalenderen.

- Vi kommer rundt om flere store og interessante emner i planteavlen, hvor vi både runder test af såmaskiner, positionsbestemt dyrkning og et nyt spændende indlæg, hvor vi kigger nærmere på maskinomkostninger, der stiger, uanset størrelsen på bedriften, siger Ole Schou og uddyber:

- Klare tal fra DBII-tjek viser tydeligt, at maskinomkostningen pr. hektar kun vokser – også på de største bedrifter. På webinaret vil vi se på årsagen og komme med forslag på, hvad vi kan gøre ved det.

Start den 20. november

Derudover bliver emnet CO2-reduktion og naturligvis nyt om produkter, sorter og dyrkning også gennemgået med den seneste og nyeste plantefaglige viden fra forsøg og i praksis.

Webinarene vil køre hver fredag klokken 12.30 frem til jul, og det første er fredag den 20. november. Det er gratis, og alle kan være med.

Det er dog nødvendigt med tilmelding for at se webinaret – uanset om man ønsker at se det live eller på et senere tidspunkt. Udover tilmelding kræver det en computer, tablet eller smartphone og en god internetforbindelse.

jhal

Læs også