Der er åbnet for bud på debatter og aktiviteter til programmet for Madens Folkemøde 2021 på Lolland.
ARRANGEMENT Fredag den 11. og lørdag den 12. juni danner Engestofte Gods nær Maribo på Lolland rammen om Madens Folkemøde, der vil gøre os klogere på det, der ligger på vores tallerken og måden, vi producerer det på.
Tilmeldingen til programmet for Madens Folkemøde 2021 er åben, og foreningen bag folkemødet inviterer alle, der har noget på madhjertet – fra jordbrugere, producenter, kokke og foodservice til iværksættere, madfolk og politikere – til at byde ind med debatter og aktiviteter til årets program.
Tilmeldingen foregår som et open call, hvor alle kan sende forslag ind. Søndag den 17. januar lukker tilmeldingsfristen for debatter, mens tilmelding for aktiviteter kan ske frem til mandag den 1. februar. Herefter udarbejder sekretariatet programmet i tæt samarbejde med foreningens bestyrelse.
- Madens Folkemøde er for alle led i fødevarekæden. Fra små iværksættere til de store fødevarevirksomheder, der på hver sin måde udgør en vigtig brik i fødevarelandskabet, siger Frej Scherfig, folkemødechef for Madens Folkemøde.
Fire kategorier
Programmet på Madens Folkemøde består af faglige, sanselige og involverende aktiviteter. Aktører kan bidrage til programmet i følgende fire kategorier: Debatter, aktiviteter om madhåndværk eller for børn og unge, fødevaremarkedet og standene.
Holdet bag Madens Folkemøde arbejder på en række tiltag, der skal sørge for, at Madens Folkemøde 2021 bliver en god og »corona-tryg« oplevelse for alle.
Formatet og størrelsen på Madens Folkemøde bliver lagt endeligt fast den 1. april, mens tilmeldingen for aktørerne først er bindende fra 7. april. Den fleksible tilmelding skal gøre forløbet mere overskueligt for aktørerne.
- Madens Folkemøde er født ud af en ambition om at forandre vores fødevaresystemer og sætte scenen for den vigtige samtale om, hvor vi skal hen som mad-land, fortæller Frej Scherfig og tilføjer:
- Den mission er på ingen måde blevet mindre vigtig under corona. Derfor beder vi vores samarbejdspartnere om at vise forståelse for de ret ekstraordinære vilkår, der er for planlægningen i år.
jhal