Sag om malkerobotter bliver meldt til politiet

Lely Nordic og fire danske Lely-franchisetagere er meldt til politiet

Konkurrencerådet politianmelder nu Lely Nordic og fire danske Lely-franchisetagere. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Firmaerne bliver politianmeldt for at dele markeder imellem sig og for at aftale priser, lyder det fra styrelsen.

- Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, når virksomheder aftaler priser og deler markeder mellem sig for at begrænse konkurrencen. I dette tilfælde skader det landmændene, som kan have betalt for meget for malkerobotter og andre Lely-produkter, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Konkurrencerådet har valgt at anmelde sagen til SØIK, der nu skal vurdere, om der er strafferetligt grundlag for at rejse tiltale mod virksomhederne.

Konkurrencerådet politianmelder Lely Nordic og fire danske franchisetagere for i en periode på fire og et halvt år at have delt markeder mellem sig og koordineret priser på malkerobotter i strid med konkurrenceloven.

Flere klager

I juni 2014 afgjorde Konkurrencerådet, at aftalerne om pris- og markedsdeling på Lely-produkter var ulovlige. Konkurrenceankenævnet stadfæstede i september 2015 Konkurrencerådets afgørelse.

De politianmeldte virksomheder er Lely Nordic samt de fire danske franchisetagere Lely Center Herrup, Lely Center Rødekro, Lely Center Tarm og Lely Center Viborg, oplyser Konkurrence- og Forbrugerrådet.

Det er nu op til Statsadvokaten for Særlig Økonomi og International Kriminalitet (SØIK) at foretage en strafferetlig vurdering af sagen, herunder om der skal rejses tiltale mod virksomhederne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tog sagen op i 2011 på baggrund af flere klager over Lely’s forretningsmodel og metoder.

Læs også