Hos Vestjysk Landboforening mener Ida Ringgaard, at vrangbilleder er med til at gøre det svært for den største gruppe af mælkeproducenter
Den oppiskede krise over mælkeprisen er et vrangbillede.
Sådan lyder det fra chef for produktion hos Vestjysk Landboforening
Ida Ringgaard, der mener, at danske mælkeproducenter må indstille sig på, at
priserne varierer på et globalt verdensmarked.
- Hold mund med sortsyn og pessimisme! Lad dog være med at
gøre det sværere for den største gruppe af mælkeproducenter ved at generalisere
hele erhvervet ud fra situationen hos de få, pointerer Ida Ringgaard i skarpe
vendinger.
Chef for driftsøkonomi ved Vestjysk Landboforening Carl
Ingemann Slyk mener heller ikke, at der er grund til panik:
- Mælkeprisen hidtil har været kanonhøj, men selvom prisen
på mælk er faldet, vil flere mælkeproducenter helt sikkert komme ud af året med
store plus på bundlinjen. Så kan man nok godt bære et pænt nul i 2015
Han peger på, at kvoten fjernes næste år:
- Fremtiden for mælkeproducenterne handler om at optimere, begrænse tab og
sikre sig alternativer, konstaterer Carl Ingemann Slyk og pointerer, at skræmmebilleder
om landbruget blot får bankerne til at smide lånenøglen helt væk.
- Det er forfærdeligt over for landmænd, hvoraf
størstedelen driver en fornuftig forretning.