Fremgang for fast food-salg

Salget af fast food er stigende, og baggrunden er økonomisk fremgang efter en årrække med finanskrise.

Den mener man hos Tulip Food Company, hvor man i det seneste år tydeligt har mærket, at danskerne igen er blevet hurtigere på aftrækkeren, når sulten skal stilles. Det oplyser Danish Crown.

- Humøret er generelt blevet bedre, og salget er stigende. Forhandlerne kan tydeligt mærke, at pengene sidder lidt løsere, og at folk er hurtigere til at købe en hotdog eller en softice, når de er på tur, siger kommunikationschef i Tulip Food Company Rune Jungberg Pedersen til Danish Crowns hjemmeside.

Her fremgår det, at tendensen bliver yderligere forstærket af det gode vejr, som betyder, at de mange rene sommerbutikker klarer sig bedre end tidligere år.

- Fremgangen kan deles op i den generelle økonomiske fremgang, og så den fremgang, der skyldes det gode vejr, som har stor betydning for nogle butikker. Der er jo kun salg fra strandbutikkerne, hvis der er folk på stranden, og det har der været i år, lyder det fra Rune Jungberg Pedersen.

Læs også