Fynsk importør og forhandler af John Deere

Glamsbjerg Maskin Center A/S, der nu selv står i direkte kontakt med John Deere-koncernen, er klar med en Odense-afdeling og til juni også en afdeling i Svendborg.

Med virkning fra 1. marts i år blev Glamsbjerg Maskin Center A/S (GMC) udnævnt til en af de i alt syv forhandlere i John Deere Internationals nye koncept, hvor det enkelte land ikke længere har importvirksomhed, men hvor store forhandlere har direkte kontakt til landbrugsmaskinkoncernens europæiske hovedkvarter i Schweiz.

Med åbningen lørdag den 28. april af en stor John Deere afdeling i Odense er første step i Glamsbjerg Maskin Center's nye fynsdækkende John Deere import og forhandling på plads. Næste trin bliver etableringen af afdelingen i Svendborg, som forventes at stå klar i begyndelsen af juni måned.

Odense-afdelingen, der bliver fulline-afdeling med både landbrugs- og have-/parkmaskiner, er etableret som lejemål i den tidligere Stevnhoved & Søgaard værkstedsbygning ved Svendborgvej tæt ved Den fynske Motorvej. Bygningen indeholder et 1.200 kvadratmeter stort værksted med alle topmoderne faciliteter og med plads til service og reparation - lige fra de største mejetærskere til små plænetraktorer. Dertil kommer 800 kvadratmeter lager, udstilling og kontorer.

- Bygningen blev dengang opført til netop service og reservedelslager for landbrugsmaskiner, så med en nyrenovering har den været lige til at rykke ind i, siger indehaver og direktør for GMC, Finn Banke, der sammen med personalet nu glæder sig til at byde velkommen i den nye afdeling.

Erfarne ansatte
Planen er, at Odense-afdelingen skal bemandes med 8-10 medarbejdere, heraf med tiden fem montører med hver deres servicevogn.

Foreløbig har Michael Stærmose Larsen, der med næsten 20 års erfaring med John Deere ansat som salgschef for landbrugsmaskinafdelingen, base i Odense. Det har han sammen med den nyansatte lagermand Ole Nielsen, der også har omkring 20 års erfaring indenfor reservedele til landbrugsmaskiner, samt værkfører Allan Jensen, der har arbejdet med John Deere i over 10 år, montør Klaus Larsen, der er uddannet hos GMC samt montør Jan Lykke Kristoffersen, der kommer fra den hidtidige JD-forhandler i Vejle – begge med seks års JD-ballast.

Endelig vil der snarest blive ansat en sælger til have- og parkmaskiner i Odense.

På vej i Svendborg
Mens Glamsbjerg Maskin Center primært tager sig af salg og service i den vestlige del af Fyn, vil Odense-området og den østlige del af Fyn blive dækket fra den nye Odense-afdeling. Heriblandt også Odense by, hvor der satses stærkt på markedsandele indenfor maskiner og service indenfor have-, park- og anlægssektoren.

- Det samme forventer vil ske i Svendborg, hvor vi åbner om et par måneder, siger maskinhandler Finn Banke.

Det sker i den tidligere Nika Biler på Grønnemosevej i Svendborg, hvor der vil blive oprettet en afdeling på 1.000 kvadratmeter primært for have- og parkmaskiner samt pitstop for nødreparationer af de større John Deere traktorer og landbrugsmaskiner.

- Her har vi ansat Palle Kortegaard som driftsleder, og som nu er i færd med opbygningen af afdelingen. Gennem mange år drev han sin egen forretning med netop småmaskiner til have- og parkområdet, og hans erfaring, ekspertise og kunderelationer forventer vi os meget af dernede, siger Finn Banke.

Med kommende 3-5 ansatte i Svendborg, de 8-10 i Odense og de nuværende 12 i Glamsbjerg står han dermed med et stærkt team, der er klar til at løfte opgaven med John Deere-forhandling i hele det fynske område – i direkte kontakt med John Deere International.

Forretningssproget er engelsk
En kontakt, der bevirker, at forretningssproget er teknisk engelsk, men samtidig en tæt og intens nærhed mellem producenten og i sidste ende slutbrugeren.

- Et eksempel er vor konfigurator, hvor vi direkte på vor pc ude hos kunden kan sammensætte f.eks. udstyret på en traktor, og få oplyst pris og levering. Så er det blot at trykke på ordreknappen, og produktionen på fabrikken kan gå i gang, fortæller salgschef Michael Stærmose Larsen.

Netop prisen vil blive interessant med den nye direkte vej fra producent til forhandler.

Imødegår parallelimport

- Det er ingen hemmelighed, at netop John Deere har været interessant for parallelimport, da der i vore nabolande har været et stort salg uden fordyrende importled gennem flere år. Men med den nye importkonstellation i Danmark er det John Deere-koncernens klare intention at ensrette priserne på europæisk plan. Derved er sideløbende import ikke længere interessant, og derfor kan vi som autoriseret importør og forhandler både tilbyde kunderne et attraktivt prisniveau, produktgaranti og den optimale service.

Det påpeger maskinhandler Finn Banke, Glamsbjerg Maskin Center, og understreger, at de autoriserede John Deere forhandlere i sagens natur har garantiansvaret for de solgte produkter, og dermed også den direkte reklamations-kommandovej til fabrikken.

- Med det kommende PowerGard tilbud får kunderne fire års ekstra garanti, ligesom vi får alle opgraderinger og servicemeddelelser på maskinerne, siger den fynske John Deere importør og nævner et eksempel, hvor en opgradering af John Deere 7930 traktoren har givet 10 procent brændstofbesparelse.

Læs også