Ny alliance mellem landboforening og Lely Danmark
(LANDBRUG SYD) Sydvestjysk Landboforening i Varde indgår samarbejde med Lely Danmark A/S i Rødekro og står for den fremtidige rådgivning i hele landet.
Malkerobot-leverandøren Lely Danmark A/S og Sydvestjysk Landboforening i Varde har indgået et forpligtende partnerskab, der skal sikre landmænd i hele landet bedre og billigere service omkring driften af malkerobotterne.
Lely Danmark vil fortsat koncentrere sig om salg og teknisk service, mens det er landboforeningens kvægbrugskonsulenter, der vil stå for oplæring af landmanden og opstart af malkerobotten i besætningen.
- Landmænd har tit spurgt os, hvorfor vi dog ikke samarbejdede med konsulenterne i landboforeningerne. Med partnerskabet her vil kunderne helt sikkert netto få et billigere produkt, fordi Lely-teknikerne og fodringskonsulenterne nu deler viden med hinanden, lyder det fra Lely Danmarks administrerende direktør, Gerth Petersen, Rødekro.
- Samarbejdet med Lely Danmark betyder, at vi tilbyder en stærk, sammenhængende ydelse.
- Man kan sige, at vi sammen bygger en bro, så vi får landmanden sikkert over den vanskelige opstart. Hidtil har vi begyndt fra hver sin side, og der var ingen garanti for, at vi mødtes, forklarer Torben Jensen.
- Nu skal landmanden heller ikke opleve, at der bliver brugt energi på at skyde skylden for vanskeligheder fra den ene til den anden – nu skal der samarbejdes. Kompetencen, der før var spredt, bliver nu samlet et sted, hvor vi med den viden, vi oparbejder, kan rådgive landmanden meget bedre, fortsætter Torben Jensen.
- Ingen skal kunne klandre os for, at vi ikke er uvildige, så vi vil fortsat helt objektivt vejlede vores landmænd om køb af robot.
Samarbejdet trådte i kraft 15. april, og herefter vil nye Lely-ejere i Danmark blive betjent af landboforeningens konsulenter ved opstart af nye robotter. Opstartspakken består at et minikursus, og desuden programmerer konsulenten besætningen ind og gør i det hele taget alt klar til brug, når teknikerne er færdig med at installere.
Konsulenterne i landboforeningen vil være koblet on-line på robotten, så de døgnet rundt har indsigt i alle data om ydelse, kapacitetsudnyttelse, fodring og fejlmeldinger og meget mere fra den enkelte malkerobot. Landmanden kan døgnet rundt få hurtigt svar og undgå at tabe kostbar produktionstid.
Det nye partnerskab omfatter som nævnt hele landet, og derfor har Sydvestjysk Landboforening forpligtet sig til at servicere nye Lely-kunder overalt i Danmark.
- Vi har ønsket at have én samarbejdspartner at forholde os til, så derfor er vi ikke gået til andre landboforeninger, forklarer Gerth Petersen.
- For vores vedkommende binder vi nogle ressourcer i at blive endnu dygtigere og at få en specialviden, og derfor må vi også kunne regne med en omsætning fra hele landet. Målet er at etablere et videncenter, der kan blive til gavn for robotejere også af andre fabrikater, siger Torben Jensen.
- Lely Danmark har hidtil selv haft egne konsulenter, der stod for den kvægbrugsfaglige rådgivning af kunden i forbindelse med robotmalkningen, men det er ikke muligt at yde en rådgivning, der er på niveau med de ydelser, en stor kvægbrugsrådgivning med hele sit bagland af kompetence, viden og forskning kan levere, erkender Gerth Petersen.