Birthe Andersen, Sejerø, brænder for sine 120 malkekøer og hendes bedrift er øens næststørste turistattraktion
Lige fra hun var barn, var Birthe Andersen med i stalden
på forældrenes kvægbedrift. Lysten til at arbejde med malkekvæg har simpelthen
altid været der. Derfor var der aldrig tvivl om, at hun skulle tage over, når
forældrene måtte slippe tøjlerne på bedriften.
I dag har den kvæg-glade pige for længst fået foden i egne
gummistøvler på Havnegården i Sejerby på Sejerø, hvor hun overtog den sidste
halvdel af bedriften i 2009.
- Jeg var helt sikker på, at det var det, jeg ville. Så da
jeg overtog den første halvdel af stedet i 2004, blev der bygget en ny, moderne
sengebåsestald, da den gamle bindestald fra 1970’erne var slidt ned, fortæller
Birthe Andersen, som i dag har 120 årskøer af blandet stor race.
Ø-tilskud dækker ikke
Selv om malkekvægbedriften i dag er den eneste, der er
tilbage på Sejerø, henter Arla mælk på Havnegården tre gange om ugen, mandag,
onsdag og fredag, og det er hun godt tilfreds med – for det fungerer uden
problemer.
Men det er forbundet med ekstra omkostninger at producere
mælk på den lille ø. Birthe Andersen betaler normalpris for eksempelvis
grovvarer, gødning og hjælpemidler, men hun skal selv betale for
færgetransporten fra Havnsø til Sejerø.
- Jeg får et særligt ø-tilskud på 500 kroner pr. hektar,
og så har det også hjulpet meget, at prisen på erhvervsfragt med færgen blev
sat ned med 70 procent fra den 1. juni i år på grund af et forøget
statstilskud. Alligevel dækker ø-tilskuddet ikke helt mine ekstra-udgifter til
færgetransport, fortæller hun.
Markbruget på Havnegården er på 98 hektar, hvoraf knap 20
hektar er tilforpagtet. Der er majs i 40 hektar og græs i 30 hektar. Resten
drives med korn og raps.
Maskinsamarbejde
Kun finsnitningen af majsen klares af en maskinstation
inde fra fastlandet. Resten af markarbejdet klares af Birthe Andersens kæreste,
der driver et planteavlslandbrug på øen. De to har et maskinsamarbejde, men hun
har blandt andet selv investeret i en ballepresser med påbygget wrapper, så alt
græsset laves i wrap-baller.
- Ved at lave græsset i wrap-baller i stedet for at få det
finsnittet, kan vi nemmere tage de enkelte græsmarker, når de er klar, fordi vi
er mindre afhængige af godt vejr, forklarer mælkeproducenten fra Sejerø.
- Jeg er godt tilfreds med ikke at skulle i marken. Det
har aldrig interesseret mig at køre traktor, for jeg vil meget hellere være
omkring dyrene. Tre eftermiddage om ugen kommer der en og malker for mig, så
jeg kan nå andre ting, fortæller Birthe Andersen.
Står op klokken 3
- Mælken bliver hentet klokken 8 om morgenen, så jeg står
op klokken 3. På den måde er der tid til både at fodre, skrabe ned og strø halm
i sengebåsene inden malkningen. Det hele gentager sig om eftermiddagen, så
køerne altid kan vende tilbage til nogle rene og tørre sengebåse.
Birthe Andersen inseminerer selv køerne og bruger egen tyr
til kvierne. Om sommeren kommer køerne ud på et par hektar græs i nogle timer
om formiddagen for benenes og klovenes – og for hyggens – skyld.
Malkekvægbedriften er Sejerøs næststørste
turistattraktion. I skolernes sommerferie er der klappe-ko-arrangement hver
torsdag eftermiddag klokken 16. Og der kommer også skoleklasser på besøg uden
for ferierne og bliver vist rundt på bedriften.