Den danske Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen har haft den store tegnebog fremme og købt flere ejendomme og landbrugsjord i Midtjylland nær Kibæk.
Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen har gennem sit selskab Aktieselskabet af 10.8.2021 købt 474 hektar landbrugsjord imellem de midtjyske byer Kibæk og Brande. Det skriver LandbrugsAvisen.
Handlen koster den danske bestseller-milliardær knap 84 millioner kroner, og indeholder to ejendomme, en mælkeproduktion og en naturejendom. Ejendommene har været ejet af landmand Bjarne Møller, der fortsætter driften som forpagter.
Det seneste køb fra Anders Holch Povlsen er et led i hans strategi om at kombinere landbrug, skovdrift og naturprojekter. Henrik Møller Pedersen er den daglige leder af Constantinsborg A/S, der ejer Aktieselskabet af 10.8.2021, og er også ejet af Anders Holch Povlsen og hans familie. Han oplyser til mediet, at jorden fremover kan bruges til naturformål, men i første omgang vil der være uændret drift.
Bestseller-rigmand udvider sine naturbesiddelser