Danmarks største GreenFarm-anlæg indviet: 15.000 ton gylle dækker bedriftens strømforbrug

Tinghøjgård i Himmerland får dækket deres strømforbrug ved et gårdbiogasanlæg. Anlægget kommer fra GreenFarm som netop har indviet anlægget på stedet – nummer to i Danmark.

Interessen var stor da Agillix og GreenFarm forleden indviede Danmarks største gårdbiogasanlæg af sin art.

Et anlæg ved Tinghøjgård i Arden i Himmerland, hvor stedets over 1.200 malkekøer skal levere gylle til anlægget, som gør, at bedriften bliver selvforsynende med strøm.

- Vi har investeret i det her for at prøve at være selvforsynende med strøm, sagde Kristian Pedersen som sammen med sin bror er fjerde generation på stedet.

- Vi håber, vi bliver glade for det, når det kommer helt op at køre, det er sådan lige knap nok, at det er i gang endnu, lød det.

Danmarks største anlæg

GreenFarm-anlægget forventer fuld produktion i december.

- Vi har et anlæg. Koen er insemineret, kalven er ved at vokse. Vi har lidt hovedmateriale, der er kommet ind i anlægget, så gassen den er der også, nu skal vi bare have den rigtige balance mellem den metangas, der er og CO2’en, så er vi klar for at tænde for det, sagde Martin Rindom, CCO i GreenFarm, inden han og to kollegaer viste de mange fremmødte rundt i tre hold.

Anlægget er en model GF 75-5. Dette betyder, at det kan producere 75 kW strøm i timen og har fem motorer. Hos GreenFarm regner man med, at Tinghøjgård vil køre omkring 15.000 ton gylle igennem anlægget årligt, hvilket resulterer i en strømproduktion på omtrent 600.000 kilowatttimer om året. Det gør det til det største anlæg af sin slags i Danmark.

Det er ikke hele gylleproduktionen fra staldene, som vil komme igennem anlægget. Det er udelukkende lavet, så Tinghøjgård kan dække deres eget forbrug.

Forsyningssikkerhed

På Tinghøjgaard var det krigen i Ukraine og de dermed stigende elpriser, som satte gang i tankerne om stedets eget biogasanlæg.

- Da krigen i Ukraine brød ud, og forsyningssikkerheden blev ustabil, steg elpriserne, og på et tidspunkt lå vores månedlige strømregning på 300.000 kroner. Vi besluttede os for at tage affære og kontaktede GreenFarm for at undersøge vores muligheder. Det førte til en hurtig beslutning om at investere i anlægget, så vi kan blive selvforsynende med elektricitet, forklarede Kristian Pedersen

Udover ambitionen om at blive selvforsynende med strøm, var der andre afgørende faktorer, da Tinghøjgård valgte anlægget – heriblandt ønsket om en mere enkel og lokal løsning.

- Vi har også klimaet for øje, når vi vælger et anlæg fra GreenFarm. Det giver god mening for os at have et anlæg lokalt på gården, så vi undgår transporten, som normalt er forbundet med biogasproduktion. Det sparer vi helt ved at have vores eget anlæg, sagde Kristian Pedersen og fortsatte:

- Et andet stort incitament er de point, vi forventer at opnå fra Arla i forbindelse med etableringen af anlægget. Sammen med andre initiativer som skovrejsning og fremme af biodiversitet forventer vi, at det vil afspejle sig i en højere pris pr. liter mælk, og det gør en betydelig forskel i det samlede regnskab, lød det.

Læs også