Løsning på fugleinfluenza er undervejs

Kyllinger kan i fremtiden blive resistente overfor fugleinfluenza, viser ny forskning, der blev offentliggjort tirsdag.

Tirsdag blev et nyt forskningsstudie offentliggjort i tidsskriftet Nature Communications, og det er godt nyt for danske fjerkræavlere. Studiet viser nemlig, at forskerne bag studiet ved hjælp af genteknologien Crispr/Cas9 har formået at fremavle kyllinger, der har vist en vis resistens overfor fugleinfluenza.

Det skriver The New York Times. Der er dog stadig udfordringer på området. Forskerne fandt stadig tilfælde af gennembrudsinfektioner, især når genredigerede kyllinger blev udsat for meget høje doser af virus. Og når forskerne redigerede blot ét kyllinge-gen, tilpassede virus sig hurtigt.

Resultaterne antyder, at skabelsen af influenzaresistente kyllinger kræver redigering af flere gener, og forskerne skal være forsigtige for at undgå yderligere udvikling af virus, udtaler studiets forfattere.

- Forskningen er sådan set bevis for, at vi kan bevæge os hen mod at at gøre kyllinger resistente over for virus. Men vi er ikke helt i mål endnu, siger Wendy Barclay, der er virolog og medforfatter på studiet.

En svær øvelse

Og det bliver ikke nogen nem opgave at komme helt i mål i bekæmpelsen af fugleinfluenza.

- Det er en fremragende undersøgelse. Men der findes ingen nem løsning for fugleinfuenza. Den udvikler og tilpasser sig hurtigt, siger Dr. Carol Cardona, der er en af verdens førende eksperter i fugleinfluenza ved University of Minesota.

Fugleinfluenza har i årevis skabt problemer over det meste af jordkloden, og også i Danmark. I seneste måned blev der således konstateret fugleinfluenza i en hobbybesætning i Sakskøbing på Lolland, og generelt har den smitsomme sygdom kostet livet for tusindvis af fjerkræ i Danmark de senere år.

Læs også