Efter en forrygende start på salget af plantealternativer til traditionelle fødevarer er det begyndt at gå den anden vej, skriver Klimamonitor.
Ambitionerne har været høje, både på klimaets og forretningens vegne. For plantealternativer skulle i stigende grad skubbe de traditionelle kødretter væk fra aftensmadstallerkenen.
Men efter en god start for branchen godt fem år tilbage er der tegn på, at det er begyndt at gå den anden vej. Det skriver netmediet Klimamonitor, der citerer flere markedsundersøgelser.
Ifølge organisationen Good Food Institute Europe steg salget af plantealternativer til kød i Europa blot med én procent fra 2021 til 2022, og herhjemme faldt den såkaldt gennemsnitlige købsværdi pr. forbruger fra 23 kroner til 20 kroner for køderstatninger i samme periode, viser en analyse, der er lavet af Plantebaseret Videnscenter, som Økologisk Landsforening og DVF – Dansk Vegetarisk Forening står bag.
Udbredt skepsis
Og hvordan kan det så være, at det ikke går bedre? Ifølge brancheforeningerne skal vilkår som for eksempel inflation og mindre husholdningsbudgetter i de danske hjem have en del af skylden, men også smagen på nogle produkter spiller ind.
- Det er ikke alle producenter, der oplever faldende salg. Dem, der gør, skulle måske se sig selv i spejlet, siger Frederik Madsen fra Plantebranchen.
Katrine Ejlerskov, der er leder af Plantebaseret Videnscenter, tilføjer, at det kan være svært at overbevise mere skeptiske forbrugere om at gå over til alternativerne, hvis de én gang har haft en dårlig smagsoplevelse med de nye produkter.
Flere kilder i branchen siger dog også til mediet, at de regner med, at den nuværende stagnation er forbigående.
Til gengæld går det fortsat fremad for salget af plantealternativer til traditionel mælk. Her forventer Coop en vækst på 20 procent.