Ved årsskiftet er det tid til at gøre status. Det gælder både for det forgangne år og for de beslutninger, der skal træffes for det nye år. For landmænd betyder det udarbejdelse af mark- og gødningsplaner samt ansøgning om landbrugsstøtte. For vildtplejere er det samtidig tidspunktet, hvor næste sæsons vildtplejetiltag skal planlægges på baggrund af erfaringerne fra året, der er gået.

De fleste ved, at der findes områder i marken, hvor udbyttet ikke lever op til forventningerne. Men hvor stort er udbyttet egentlig i disse områder, og er det tilstrækkeligt til at dække udgifterne til udsæd, gødning, planteværn, maskiner, løn og tidsforbrug?

Maskinomkostningerne er ofte undervurderede, og det er værd at spørge sig selv, hvad det reelt koster at køre med bedriftens maskiner. I hjørner, kiler og små marker kan tidsforbruget være så højt, at omkostningerne overstiger værdien af det høstede udbytte.

Reduceret effektivitet og spildtid

Derfor er det oplagt at se marken grundigt efter. Tomkørsel og situationer, hvor maskinerne ikke arbejder i fuld arbejdsbredde, reducerer hurtigt effektiviteten. Et veltilrettelagt kørselsmønster – for eksempel med et lige antal plejespor – kan mindske spildtid.

Samtidig bør man se nærmere på skæve hjørner og kiler, hvor maskinernes kapacitet ikke udnyttes optimalt. Disse områder er lette at identificere på luftfotos eller markkort, og i samarbejde med bedriftens økonomirådgiver kan man beregne, hvornår udbyttet ikke længere kan dække tidsforbrug og maskinomkostninger.

Når den nye markplan skal lægges, giver det god mening at tage de mindst rentable arealer ud af drift. Det gælder ofte områder med skygge, rodpåvirkning, tørre pletter eller tilbagevendende vandproblemer. Også arealer langs remiser, søer og vandløb er oplagte at overveje, da de ofte er vanskelige at dyrke effektivt. Samtidig rummer netop disse områder et stort potentiale for at udvide og forbedre eksisterende småbiotoper.

Aktiv for både landmand og vildtpleje

Urentable markarealer kan i mange tilfælde blive et aktiv for både landmanden og vildtplejen. Ved kun at dyrke jorden intensivt dér, hvor det økonomisk kan betale sig, kan vildtplejen koncentreres på de arealer, som alligevel giver underskud i planteavlen. Samtidig kan disse arealer indgå i opfyldelsen af kravet om fire procent ikke-produktive arealer, eller måske opnå et ekstra tilskud under bioordningen midlertidig ekstensivering, hvis der udtages mere end de fire procent.

Udtagne arealer kan også medvirke til at forbedre den økologiske infrastruktur på bedriften. Det kan betragtes som en investering i bedriften, hvor der skabes levesteder for bestøvende insekter, som bidrager til bedre bestøvning af afgrøder som raps, og for rovinsekter, der kan mindske behovet for planteværn. Samtidig forbedres forholdene for markvildtet, hvilket øger ejendommens natur- og jagtlige værdi.

Når vildtplejen planlægges, er det vigtigt at se realistisk på terrænet og fastlægge et klart formål. Hvilke arter skal tilgodeses, og hvornår på året? Mangler der redeskjul, kyllingebiotoper, føde eller vinterdækning, og hvordan er kvaliteten af de eksisterende landskabselementer? Endelig bør man overveje, hvordan de urentable landbrugsarealer kan bruges, samtidig med at landmanden bevarer sin landbrugsstøtte.