Sælger 10-12 nye Valtra’er om året: - Vi har aldrig et dårligt traktor-år hos os

Hos J. Dyhr A/S tæller aktiviteterne både Valtra-traktorforhandling, landbrugsmaskiner, skovmaskiner, entreprenørgrej og servicearbejde for 12 værkstedsfolk og en lastbilafdeling.

Gudbjerg kender de fleste for håndboldklubben GOG. I de fynske landmandskredse er det måske nærmere navnet J. Dyhr, som forbindes med den sydøstfynske landsby.

Via produktprogrammet og ikke mindst med det velrenommerede værksted og serviceapparat har den familieejede maskinforretning således en stor berøringsflade indenfor både det fynske landbrug, entreprenører og skovfolk.

Ikke mindre end 12 ansatte er beskæftiget på værkstedet med reparation og service af traktorer, læssemaskiner og andet kørende grej. Dertil kommer stedets lange tradition for service af lastbiler, krankontrol og andre opgaver for lokale vognmandsfirmaer.

Ejeren er værkfører

I spidsen for den store værkstedsbemanding står indehaveren af J. Dyhr A/S, Bo Bukkehave. Han påtager hvervet som værkfører sammen med opgaverne, som naturligt ligger hos ejeren.

- Vi har en rigtig god aktivitet her på værkstedet. For os har det været vigtig at have flere ben at stå på. Derfor har vi aldrig manglet arbejde, og altid haft en fornuftig økonomi i virksomheden. Og ikke mindst har vi en god kultur og nogle rigtig dygtige og erfarne medarbejdere, lyder det fra Bo Bukkehave, inden en ny kunde er i øret.

Bo Bukkehave (48) er selv udlært på værkstedet, og efter endt militærtjeneste kom han tilbage som værkfører i 1997. Desuden bliver han så gift med stifter Jens Dyhr Nielsens datter Dorte.

I 2005 indledes et generationsskifte, hvor han sammen med en anden svigersøn overtager driften af J. Dyhr A/S. Siden 2017 har Bo Bukkehave været eneejer af maskinforretningen.

Grundlagt i 1970

Den sydøstfynske maskinforretning grundlagde Jens Dyhr Nielsen i 1970.

Allerede fra sin læretid som mekaniker på Gudbjerg Autoværksted var landbrugsmaskiner dog ikke ukendt for Jens Dyhr Nielsen. Der blev repareret alt fra knallerter, motorcykler, biler og lastbiler til traktorer og maskiner til grusgrave, entreprenører og for landmænd.

Konceptet er fulgt med lige siden, om end landbrugsdelen i dag fylder en større del af aktiviteterne.

1.000 kvadratmeter i 1977

Første traktorforhandling kom i 1974. Det var de engelske David Brown-traktorer. Kort tid efter kom også Case entreprenørmateriellet med i konceptet.

Det krævede plads, og derfor blev en ny værkstedsbygning med kontor på 1.000 kvadratmeter opført tre år efter på modsatte side af vejen i forhold til autoværkstedet.

Denne fremtidssikring holdt helt frem til 50-året i 2020. Her blev en førstesal på 283 kvadratmeter bygget på kontorbygningen, for at give mere plads til lager, butik samt møde- og personalefaciliteter.

Valtra på hele Fyn

Siden 1985 er det finske traktorer, som har været forhandlet hos J. Dyhr. Først som Volvo BM Valmet, siden Valmet og i dag som Valtra med hele Fyn som forhandlerområde.

- Med et salg på 10-12 nye Valtra’er årligt ligger vi på en god og stabil markedsandel på Fyn. Vi har aldrig et dårligt traktor-år hos os, fastslår maskinforretningens sælger Henrik Matthiesen med tilfredshed.

Smilet har nærmest ikke lagt sig siden Agromek-udstillingen sidst i november.

- Vi havde nogle rigtig gode dage i Boxen, og vi fik flere emner til nye traktorer at arbejde videre på. Især oplever vi, at både de trofaste og nye kunder efterspørger den finske traktor, der er kendetegn for den nordiske kvalitet. Og hvor den gennem Agco-familien samtidig har fået flere velkendte komponenter blandt andet fra Fendt.

JCB Agri-forhandler

Den første forhandling af redskaber kom i 2010 med Krone-produkterne til grønt og halmpressere. Dernæst var det forhandlingen af Weidemann minilæssere og Bobcat-programmet af minigravere op til 9 tons.

Gennem de senere år har J. Dyhr udvidet paletten af produkter yderligere. Således blev Gudbjerg-virksomheden i 2020 forhandler af JCB Agri-programmet indenfor minlæssere, teleskoplæssere og gummigeder.

- Også her oplever vi en fortsat stigende interesse, og har meget servicearbejde over det meste af Fyn, beretter Henrik Matthiesen fra sit kontor i det nye indgangsparti.

Som noget nyt på landbrugsdelen er kommet Multiva såmaskiner og harver, der ligesom Valtra er produceret i Finland.

Skovmaskiner

Indenfor skovområdet, hvor Valtra-traktorerne har en markant markedsandel, har J. Dyhr et bredt program. Det gælder blandt andet de mindre Malwa skovningsmaskiner med en egenvægt på kun 5,5 tons.

Af andre maskiner til skov og naturområdet nævner Dyhr-sælgeren Meri Crusher skovfræsere, TP flishuggere og Ariens havetraktorer. Også smaltraktorerne fra Kubota har været på produktlisten i en årrække.

Med udvidelsen i 2020 har det givet plads til et butiksrum, hvor der sælges motorsave og andet udstyr til såvel skovbruget, landmænd og have-/parkfolk, der i forvejen har ærinder i den sydøstfynske maskinforretning.

Brugte traktorer i juletræer

Uden for på pladsen vidner mange både nye Valtra-traktorer, brugte ditto og af andre mærker, samt skovmaskiner og redskaber om den store aktivitet.

Heriblandt er der flere kundetraktorer, som venter på plads i værkstedet, og ikke mindre end 15 brugte traktorer, som her til jul er kommet hjem efter at have været udlejet i juletræssæsonen til skoventreprenører.

Og lige inden jul blev der lige tid til at ønske alle kunderne en glædelig jul og tak for et endnu et godt år med et hyggearrangement den 19. december med servering af gløgg og æbleskiver.

J. Dyhr A/S

Jens Dyhr Nielsen køber Gudbjerg Autoværksted og grundlægger sin virksomhed. I 2005 overdrages driften til to svigersønner. I 2017 blev Bo Bukkehave eneejer af J. Dyhr A/S

David Brown bliver i 1974 stedets første traktorforhandling, og året efter kommer Case entreprenørmaskiner til. Forhandlingen af Case ophører i 1986. I stedet får Jens Dyhr Nielsen forhandlingen af Volvo BM Valmet traktorer

Forhandlingerne er i dag Valtra traktorer, JCB Agri, Krone, Multiva, Weidemann, Bobcat, Malwa skovningsmaskiner mm

I 1977 opføres værkstedsbygningen med kontor på i alt 1.000 kvadratmeter. I 2020 tages ny førstesal på 283 kvadratmeter i brug.

16 ansatte

Læs også