Tamfugle skal lukkes inde eller overdækkes for at undgå smitte med fugleinfluenza.
Fødevarestyrelsen har hævet trusselsniveauet for fugleinfluenza til høj efter fund af smitte i vilde fugle i Danmark og Europa.
Fra 19. december skal fjerkræ og fugle i fangenskab lukkes inde eller overdækkes.
– Fugleinfluenza er en alvorlig sygdom for dyrene, der lider alvorligt, inden mange dør af smitten eller aflives, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie. Over 200.000 fugle er allerede aflivet i Danmark i år.
Mindre hønsehold og ande- og gåsebesætninger er fritaget for overdækningskravet, hvis de er indhegnede. Fodring og vandtrug skal dog være overdækket.
Dyreskuer og udstillinger med fjerkræ er som udgangspunkt forbudt, men undtagelser kan søges. Fødevarestyrelsen anbefaler desuden stram hygiejne og hurtig kontakt til dyrlægen ved mistanke om sygdom.
Fund af døde fugle kan meldes via appen Fugleinfluenza-Tip.