Svensk svineproduktion har en lav klimabelastning, men den kan blive endnu lavere, fremgår det af en ny rapport, der er udgivet i fællesskab af flere svenske landbrugsorganisationer og virksomheder.
Klimaaftrykket fra svensk svineproduktion kan reduceres med 43 procent fra 2020 til 2030.
Det fremgår af en ny rapport »Fremtidens Landbrug«, som beskriver svensk svineproduktions vej til en på en gang klimaneutral og lønsom svineproduktion i 2050.
Ifølge rapporten skulle det endda være muligt at reducere klimaaftrykket med 56 procent inden 2050 samtidigt med, at der nævnes et øget potentiale for kulstoflagring i planteavlen.
Endelig peges der på, at et potentiale for produktion af biogas fra gylle endnu ikke er fuldt udnyttet i forhold til at bidrage med fossilfri energi.
Allerede lavt
Ifølge rapporten er klimaaftrykket fra svenske svin allerede relativt lavt set i et internationalt perspektiv, men det kan dog reduceres yderligere gennem blandt andet forbedret fodring, planteforædling, udnyttelse af biprodukter og aminosyrer.
Desuden peges der på, at sunde svin er klimavenlige, hvorfor det nævnes som afgørende, at der fortsat er fokus på sundhed og dyrevelfærd.
- Allerede i dag kan vi være stolte af svensk svineproduktion, dyrevelfærd og vores tidligere bæredygtighedsinitiativer. Men vi kan, og skal, gøre mere. Rapporten viser hvordan, siger Elina Matsdotter, der er bæredygtighedschef hos brancheorganisationen Scan Sverige.
Stolt svineproducent
Johan Eriksson, formand for Sveriges Grisföretagare, udtaler, at han er stolt over, at organisationen har bidraget til udarbejdelsen af rapporten.
- Nu har vi en fælles vision for fremtidens svineproduktion i et bæredygtigt fødevaresystem, siger han.
Rapporten Fremtidens Landbrug – Svineproduktion er blevet til i et samarbejde mellem grovvarevirksomheden Lantmännen, slagterivirksomheden Scan Sverige, Sveriges Grisföretagare, samt en række brancheorganisationer.
Rapporten blev præsenteret på et webinar tidligere på måneden og kan downloades fra Lantmännens hjemmeside.
I serien Fremtidens Landbrug er der også tidligere udarbejdet rapporter om Fremtidens Planteavl (2019) samt Mælk & Oksekød (2021).