Agrocura indgår samarbejde med investeringsrådgiver

Fra dags dato indgår Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S et strategisk samarbejde med MarketTimerInvest. Samarbejdet markerer et vigtigt skridt i Agrocuras rejse.

MarketTimerInvest, der hører under den anerkendte investeringsrådgiver MarketTimer.dk, bliver fremadrettet en del af Fondsmæglerselskabet Agrocuras investeringsrådgivning via et nyt samarbejde. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Samarbejdet har til formål at øge mulighederne i markedet for uvildig investeringsrådgivning. Desuden er aftalen en vigtig milepæl i indfrielsen af Agrocuras strategi, der sigter mod at udvide forretningen gennem partnerskaber med uvildige investeringsrådgivere.

- Vi har gennem længere tid søgt efter en stærk partner, som vi kunne starte et partnerskab op med, og har til fulde fundet det i MarketTimerInvest, som gennem mange år har bevist sit værd inden for uvildig investeringsrådgivning, fortæller Hans Vigen, direktør i Agrocura.

Den første af sin slags

Samarbejdet sker formelt via en agentaftale mellem MarketTimerInvest og Agrocura. MarketTimerInvest vil derfor også fortsætte som selvstændig og uvildig investeringsrådgiver, men fremadrettet yde sin rådgivning under Agrocuras licens. Agentaftalen er den første af sin slags for Agrocura, men ifølge Hans Vigen er det ikke den sidste.

- Vi har en klar ambition om at udvide vores investeringsrådgivning via partnerskaber som dette, fortæller Hans Vigen.

- Derfor har vi også investeret i at gøre vores virksomhed klar overfor fremtidige samarbejdspartnere, bl.a. via investeringer i IT-systemer så vi kan hjælpe vores samarbejdspartnere med al administration, så de kan koncentrere sig om deres rådgivning, fortsætter han.

Markerer en milepæl

Samarbejdet markerer også en milepæl for MarketTimerInvest, der ser store muligheder i det nye samarbejde med Agrocura.

- Jeg er rigtig glad for at MarketTimerInvest fremover bliver en del af Agrocuras licens. Aftalen betyder, at vi kan skalere vores investeringsrådgivning og fortsætte med at være en uvildig rådgiver. Agrocura har et stærkt set up, og aftalen sikrer at vi fremadrettet kan fokusere mere af vores tid på investeringsrådgivning, lyder det fra Hans Henrik Nielsen, direktør i MarketTimerInvest.

Med det nye samarbejde sigter Agrocura mod at udvide sin kundebase til også at omfatte andre erhvervsgrupper end landbruget. Dette er et vigtigt skridt for Fondsmæglerselskabet, der ser et stort potentiale i at tilbyde sine løsninger til flere segmenter, både på tværs af erhvervslivet samt til private.

- MarketTimer.dk er den perfekte partner for os i denne proces. De har en stærk profil og et solidt ry inden for uvildig investeringsrådgivning. Sammen kan vi opnå mere, end vi kunne hver for sig, og vi ser frem til at høste frugterne af dette samarbejde, siger Hans Vigen.

Samarbejdet mellem MarketTimer.dk og Agrocura træder i kraft med det samme, og begge parter ser frem til at levere endnu bedre løsninger og rådgivning til deres kunder.

Læs også