Det går fremad med minkavlen

Efter en stille genstart af minkbranchen er der ved at komme mere gang i produktionen af de lukrative skind igen i Danmark.

Der er snart gået to år siden, at de første mink blev fragtet til Danmark fra udlandet. Den 14. januar 2023 blev der afleveret 753 mink til en farm i Nordvestjylland.

Men trods udfordringer for dem, der gerne vil avle mink, går det fremad for branchen. Det skriver DR Nyheder. Ifølge mediet er der i dag 15 besætninger fordelt på seks farme i Danmark med tilsammen 43.000 mink.

Selv om det er langt fra branchens tidligere udbredelser - ved nedlukningen i 2020 var der over 15 millioner mink - er der tegn på, at minkbranchen kan få et større comeback i Danmark. Det mener seniorrådgiver ved Københavns Universitet, Henning Otte Hansen.

- Jeg vurderer, at hele markedet for minkskind er på vej op igen. Vi har en stigning i efterspørgsel. Vi har simpelthen nok udsigt til prisstigninger igen på minkskind globalt set, siger Henning Otte Hansen til DR Nyheder.

Minkavlere vil gerne i gang

Den udvikling genkender Louise Simonsen, formand for Danske Mink. Til DR Nyheder siger hun, at der er udsigt til bedre skindpriser, også fordi udbuddet er blevet langt mindre efter 2020. Og der er interesse blandt vordende minkavlere for at komme i gang.

- Vi får opkald hver uge og også mere end ét. Og så har vi en stående liste på 25, der ønsker sig en minkfarm, siger hun til DR, og tilføjer, at de interesserede alle har finansieringen på plads.

Danske Mink har sat gang i en række initiativer for at stimulere genopbygningen af minkavlen i Danmark. Blandt andet i forhold til at sikre produktionsmidler fra gamle minkfarme, der er i gang med at blive afviklet.

- Vi har taget initiativ til at etablere genbrugssamarbejde med de virksomheder, der står for nedrivning af de danske minkfarme, så aktive avlere kan gøre en god handel, skrev Danske Mink i en nytårshilsen til sine medlemmer, hvor foreningen også kommenterede på fremgangen i produktionsdyrene.

Nyt auktionshus på vej

- Avlerne er i 2024 lykkedes med at fordoble antallet af avlsdyr, hvilket sikrer en stærkere base for 2025, lød det i nytårsskrivelsen fra foreningen, hvor formand Louise Simonsen takkede medlemmerne for deres opbakning.

- 2024 har været et år, hvor jeres engagement og vedholdenhed har været afgørende for, at vi sammen kan sikre branchens fremtid. Jeg vil takke for den opbakning, som Danske Mink har oplevet, og for jeres ihærdige arbejde for at komme i gang igen.

Foreningen har flere planer i støbeskeen, blandt andet et nyt auktionshus, der skal være et knudepunkt for ansvarlig og eksklusiv pelsproduktion.

- En af de ting jeg personligt ser meget frem til i 2025, er vores ambitiøse planer om at lancere Fur Denmark, et banebrydende auktionshus, på dansk grund, lød det fra formanden i brevet.

I lande som Kina og Rusland er der stor efterspørgsel efter minkskind. Men flere europæiske lande har forbudt pelsdyravl i de senere år.

Læs også