Avler på minkindkøb i Island: - Nedlukning var Mette Frederiksens skyld

Grunden til, at alle mink i Danmark blev aflivet, var Mette Frederiksens personlige modstand mod erhvervet, mener Erik Vammen, der netop nu er i Island for at købe avlsdyr.

Det var Mette Frederiksens modvilje mod minkavl i Danmark, der var årsagen til aflivningerne i efteråret 2020, mener Erik Vammen. Arkivfoto: Brian Langballe Kristiansen

Fra årsskiftet bliver det igen lovligt at drive minkavl i Danmark, og hos flere af de personer, der har valgt at give avlen et skud igen, er der fuld gang i forberedelserne til den nye sæson.

Blandt dem er Erik Vammen fra Hobro, der i november 2020 måtte aflive 40.000 mink. Men han er klar til at komme i gang igen, og er derfor på Island for at købe nye avlsdyr. 

Her har han købt cirka 3.000 avlsdyr og nogle huder for at få gang i produktionen i Danmark igen.

I et interview med det islandske medie BBL.is efterlyser han svar fra de danske myndigheder på flere spørgsmål.

- Myndighederne i Danmark har ikke gjort noget for at hjælpe os, der sigter mod at starte op igen, og ide svarer ikke på spørgsmål i forbindelse med import af mink fra Island. For eksempel ved vi ikke, om vi skal have testet alle mink for Covid-19, inden vi flytter til Danmark eller ej, på trods af at der ikke har været tilfælde af Covid-smitte hos islandske mink, siger Erik Vammen til det islandske medie.

Frederiksens skyld

Han er ikke i tvivl om, hvad den reelle årsag til nedlukningen af minkavlen i november 2020 var.  Og det havde ikke så meget med Covid-19 eller folkesundhed at gøre, mener Erik Vammen.

- Årsagen var statsminister Mette Frederiksens personlige modstand mod pelsdyravl, da hun tog nærmest ensidige beslutninger om at ødelægge erhvervet. For ikke at tale om rodet og omkostningerne ved implementeringen, siger Erik Vammen.

De seneste tal fra Fødevarestyrelsen viser, at myndighederne har udbetalt i alt 6,7 milliarder kroner i erstatning til tidligere minkavlere. Til gengæld har styrelsen blot lavet én udbetaling til avlere, der har tilmeldt sig dvaleordningen. 

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også