Landinspektørvirksomheden LE34 åbner afdeling nummer 30 i Brønderslev – i samme hus som rådgivningsvirksomheden og landboforeningen Agillix.
Historien om Danmarks største landinspektørvirksomhed LE34 er også historien om forandringer i det åbne land og landbrugets udvikling. Med mange generationsskifter og deraf mange landbrugshandler samt de politiske aftaler om skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde bliver behovet for samarbejde mellem landinspektørfaget og landbruget ikke mindre. Dette er en af bevæggrundene for, at LE34 nu har åbnet kontor i Agillix’ (tidligere Agri Nord/LandboNord, red.) nye topmoderne tilbygning i Brønderslev.
- Vi kommer selvsagt til at have fokus på landbrugssektoren og den aktivitet, der udgår fra Agillix. Rådgivningsvirksomheden har et rigtigt solidt ry, og vi glæder os meget til at blive en del af huset. I dialog og samarbejde med de øvrige fageksperter er der grundlag for, at vi spiller hinanden endnu bedre, og at der vil opstå nye synergier, siger Jes Juhl Jørgensen, landinspektør og afdelingsleder for LE34 Brønderslev, som bliver afdeling nummer 30 ved LE34.
Udover stor erfaring med matrikulære landbrugssager har Jes og teamet i Brønderslev også et godt indblik og erfaring med jordfordelingsprocesser og lodsejerforhandlinger i store natur- og infrastrukturprojekter. Desuden er tekniske udtryk som dræn, præcisionslandbrug og droner centrale i temaets dagligdag – og rådgivning der sikrer kunden løsninger i komplekse sager som for eksempel involverer landbrug og skovbrug.
Tværfaglig synergi til alles fordel
Agillix har netop opført en tilbygning i tre etager til rådgivningshuset i Brønderslev. LE34 er blandt nybygningens første lejere, og tanken med at invitere flere ind er at skabe attraktive miljøer for de mange medarbejdere og kunder, der bruger huset hver dag.
- Vi er glade for at byde LE34 velkommen i vores nye, topmoderne tilbygning i Brønderslev, der rummer både kontor- og konferencefaciliteter. Vi er åbne for flere interessante lejere som LE34, der kan se et potentiale i at være i samme hus som os, siger administrerende direktør i Agillix, Uffe Bertelsen.
Tværfaglighed er vigtigt i den grønne omstilling
Andre af LE34’s kontorer – for eksempel Thisted og Lemvig – har også til huse i tværfaglige domiciler med mange andre landbrugseksperter.
- Det er et tværfagligt fokus, der ligger godt i forlængelse af virksomhedens sammenlægning af fagområder og skabelse af det nye tværfaglige forretningsområde Miljø, Plan & Jura, i foråret, lyder det.
- Vi står overfor store forandringer i arealanvendelsen her i landet. Det fremgår tydeligt af den politiske debat. Som branche får vi en central rolle i dette – simpelthen som de »entreprenører«, der skal føre de store forandringer ud i livet, fortæller Gert M. Henningsen, der er forretningschef for Miljø, Plan & Jura.
LE34 er Danmarks største rådgivende landinspektørfirma med nu 30 kontorer i Norden.