Drømmer du om en lille sø eller et vandhul på din ejendom? 2020 starter ud med en ansøgningsrunde til etablering af mindre vådområder. Det er dog vigtigt, at du allerede nu får søgt landzonetilladelse.
Af Mette Noe Bach, Natur- og miljøkonsulent, Djursland Landboforening
Ønsker du som lodsejer et mindre vådområde, som kan give herlighedsværdi på din ejendom, har du i det nye år mulighed for at søge tilskud til sådan et. Ved vådområder forstås i denne sammenhæng ferske vådområder med permanent vandspejl under normale vejrforhold.
Ansøgningsfristen er ganske vidst først 31. januar 2020, men du kan allerede nu forberede dig på, at kommunens skal kontaktes, når der skal søges landzonetilladelse.
Det er nemlig vigtigt, at man har en gældende tilladelse, inden man søger tilskud. Derfor kan man lige så godt gøre med det samme, så det er bragt i orden.
Overordnet vil projekter med høj biologisk værdi blive prioriteret højere end projekter med lav biologisk værdi. Indsendelse af en ansøgning er derfor ikke garanti for et tilskud. Ikke mindst fordi der plejer at være en del interesse for denne tilskudsordning, da landmanden ofte synes det ser pænt ud og sådan et område kan tiltrække dyreliv.
Vådområdet skal være mindst 600 kvadratmeter og lodsejeren kan forvente at få et tilskud på 15.000 kroner pr. projekt. Tilskuddet er ens for samtlige ansøgere i den enkelte ansøgningstermin og tilskuddet er skattepligtigt.
Ophør af 20-årigt tilsagn
En anden ting, som man i den kommende tid skal være opmærksom på, er ophøret af en del af de 20-årige tilsagn.
Det betyder, at de lodsejere, som de sidste 20 år har taget et areal ud af landbrugsdrift, nu skal tage stilling til, hvad der så skal ske med arealerne. Det er her vigtigt at sætte sig ind i, hvilke regler der gælder, når tilsagnet ophører.
Hvis man ønsker at genopdyrke jorden som almindeligt landbrugsjord, har man i udgangspunktet en etårig genopdyrkningsret, men det er vigtigt at være opmærksom på §3 og fredede arter, som gør, at arealerne efter udløb fortsat skal beskyttes.
Hvis arealet ikke er omfattet af §3, skal det alligevel undersøges, om arealet er beliggende i et Natura 2000-område. Hvis det er tilfældet, skal visse driftsændringer anmeldes til kommenen. Sidst men ikke mindst er der særlige forbehold for genopdyrkning, hvis der har indfundet sig fredede arter på området.