Den store overraskelse for mange hvededyrkere i 2024 var et tidligt og eksplosivt angreb af brunrust, der normalt ikke regnes for en særlig alvorlig skadevolder. – Og brunrust skal bekæmpes tidligt, da kraftige angreb ikke kan slås ned, fastslog Ghita C. Nielsen på Plantekongressen.
- Vi har aldrig nogensinde tidligere set så meget brunrust i hvede, som vi så i 2024.
Det fastslog landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen indledningsvis i sin gennemgang af svampebekæmpelse i korn på Plantekongressen i denne uge.
Det fremgik tydeligt af en opgørelse fra de sidste knap 25 års registreringsnet, hvor 2024 lå helt markant over alle andre år med hensyn til brunrust i vinterhvede allerede fra sidst i april.
- Det var helt usædvanligt, lød det.
Elsker varme og fugt
Brunrust fremmes af dyrkningen af modtagelige hvedesorter, tidlig såning og milde vintre.
- Desuden elsker brunrust varme og fugt. Og under optimale forhold kan brunrust producere en ny sporegeneration på kun 5-6 dage. Til sammenligning tager det septoria 3 uger at producere en ny sporegeneration.
Så klimaændringen mod varmere og fugtigere vejr i Danmark vil fremme brunrust.
- Vigtig er det at bekæmpe brunrust allerede ved svage 10 procents angreb, understreger Ghita C. Nielsen.
- Kraftige angreb kan nemlig ikke slås ned.
Mest på øerne
Men brunrustangrebene var meget forskellig fordelt over Danmark i 2024.
- Angrebene var kraftigst i de milde områder af landet – på øerne og det sydøstlige Jylland. Mange husker nok, at foråret var det varmeste nogensinde målt og samtidig ret fugtigt.
Som eksempel dukkede brunrust op 1,5 måned tidligere på Lolland/Falster, end brunrusten plejer.
Merudbytterne for svampebekæmpelse i hvede er derfor meget forskellige og især høje, hvis der har været angreb af brunrust.
Det viste Ghita C. Nielsen med 17 landsforsøg, hvor 4 forsøg havde brunrust og dermed nettomerudbytter for svampesprøjtning på op til 23 hkg/ha, mens forsøg med kun angreb af septoria – hovedsageligt i Jylland – lå betydeligt lavere på mellem 14 og ned til 1 hkg/ha i nettomerudbytte.
Har vi allerede glyphosat-resistens uden at vide det?
Hjælper sortsblandinger?
Igen her i 2025 dyrkes cirka 40 procent af vinterhvedearealet med sortsblandinger.
Normalt ser man lavere merudbytte ved svampebekæmpelse af sortsblandinger end ved svampebekæmpelse i rendyrkning af enkeltsorter.
Men det var ikke tilfældet i 2024, hvor man så samme merudbytte.
- Alle hvedesorter er i dag modtagelige for brunrust med karakteren 2 eller 3 ud af 3 mulige. Så mod brunrust opnår man ikke noget ved sortsblandinger, viste Ghita C. Nielsen.
Ser man på fungiciderne, har midler med svag effekt på brunrust klaret sig dårligt i 2024-forsøgene. Og visse midler har bedre effekt på brunrust end på gulrust.
Bliver det så et brunrust-år igen i 2025?
- Man skal huske, at kraftige brunrustangreb har været meget sjældne, men nok vil komme hyppigere på grund af varmere klima. Alligevel skal vi fortsat have hovedfokus på septoria, der er den mest tabsvoldende svamp i hvede herhjemme, konkluderede Ghita C. Nielsen.