Parti vil sætte 150 milliarder kroner af til grøn omstilling af landbruget

Partiet Frie Grønne har præsenteret et landbrugsudspil, hvor det hedder, at »landbruget skal drives i pagt med naturen«, og det kræver en radikal reduktion af den animalske produktion og omlægning til 100 procent økologi. Til at finansiere det hele vil partiet oprette en statslig jordbrugsfond med 150 milliarder kroner over 10 år.

I skyggen af, at fem partier i blå blok i sidste uge præsenterede et landbrugsudspil, så har partiet Frie Grønne i sidste uge også præsenteret et landbrugsudspil.

Og hvor blå blok har store problemer med at få fødevareminister Rasmus Prehn (S) til at finde yderligere 6,3 milliarder frem mod 2030, så er det et beløb i en helt anden størrelsesorden, som han skal finde frem til, hvis Frie Grønnes forslag til et landbrugsudspil skal føres ud i livet.

Partiet, der består af en række udbrydere fra Alternativet, og som er tæt på at have skaffet nok underskrifter til at kunne stille op til næste folketingsvalg, foreslår nemlig blandt andet, at den danske husdyrproduktion skal halveres. Og det allerede om kun lidt mere end otte år i 2030.

- Vi skal mindst halvere den animalske produktion frem mod 2030. Vi skal reducere antallet af primært kvæg og svin, hvis landbruget skal reducere sin del af belastningen af vores samlede klimaregnskab. Det skal ske gennem et »pig farming closure scheme«, som blandt andet kendes fra Holland, og ved at der ikke gives tilladelse til bygning af flere stalde eller udvidelse af stalde, lyder det i Frie Grønnes udspil.

Den hollandske model, som Frie Grønne henviser til, er en slags kvotesystem med udstedelse af såkaldte svineproduktionsrettigheder.

I 2019 blev der i Holland afsat 350 millioner euro til at købe landmænd ud af deres bedrifter i en frivillig ordning. Greenpeace har også tidligere talt for en halvering af den animalske produktion inden 2030, og i den forbindelse nævnt den hollandske model, hvilket Frie Grønne altså har taget fuldstændig til sig.

Fond på 150 milliarder kroner

I Frie Grønnes udspil står der intet om, hvor mange penge partiet konkret ønsker bliver afsat til en dansk udgave af den hollandske model. Heller ikke hvor meget det konkret vil koste at omlægge dansk landbrug til 100 procent økologi allerede inden 2030, som Frie Grønne også foreslår. Eller hvor meget det vil koste allerede ved udgangen af 2023 at have gjort det forbudt at bruge sprøjtemidler på de 200.000 hektar landbrugsarealer, som er befindende i vandindvindingsområder.

Det er dog ikke fordi, spørgsmålet om penge fuldstændig er glemt i forslaget.

I forbindelse med et forslag om at få foretaget en »demokratisering af ejerskabet over jorden«, lyder det fra Frie Grønne, at der skal etableres en statslig jordbrugsfond med cirka 150 milliarder kroner til rådighed over 10 år til at opkøbe de bedrifter, der skal foretage ejer- eller generationsskifte, eller »som ellers vil forfalde i vores landskab eller blive opkøbt af jordspekulanter.« 

I Frie Grønnes udspil lyder det, at man ikke vil tvangsekspropriere, men vil kunne forbyde overtagelse af mere jord, når en landmand i forvejen ejer eller forpagter 400 hektar.

Den statslige jordbrugsfond skal også også bruges til at opkøbe kulstofrige lavbundsjorde, vådlægge dem og dermed spille en styrende rolle i forhold til landbrugets reduktion af drivhusgasser og kvælstof.

Fonden skal også foretage tinglysning og jordfordeling med formålet om at beskytte drikkevandsindvindingsområder.

Revser landbruget

Fra den tidligere leder af Alternativet, Uffe Elbæk, der har været med til at stifte Frie Grønne, lød det mandag i Jyllands-Posten, at landbruget er provinsens smertensbarn.

- Vi er tæt på at have fået et sjælløst, uetisk og uansvarligt landbrug. Overdrivelse? Måske en smule, men ikke meget.

- Det er landbruget, der er provinsens smertensbarn, ikke storbyernes vokseværk. Min påstand er, at provinsdiskussionen ikke mindst handler om en forfejlet landbrugspolitik, skrev Uffe Elbæk.

Frie Grønne mangler i dag under 3.500 underskrifter for at være opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Læs også