- Pyrolyse kan blive et eventyr i danske landbrug
Dansk landbrug står foran en spændende fremtid med øget bidrag til energisektoren, mener fødevareminister Rasmus Prehn (S).
2021 var det første hele år, hvor der stod »Rasmus Prehn« uden på døren til ministerkontoret hos Fødevareministeriet.
Og afløseren for Mogens Jensen kunne i slutningen af sidste år – efter flere måneders forhandlinger – endelig skrive under på en bred klimaaftale mellem stort set alle partierne på Christiansborg. Og det er en aftale med bindende mål for udledning af CO2 fra landbruget.
Men landbruget står også overfor en fremtid, hvor innovation får stor betydning, mener Rasmus Prehn. Det gælder ikke mindst i forhold til produktion af biogas. Det påpeger fødevareministeren i et interview med LandbrugØst.
Åben for nye teknologier
- Det, der er vigtigt, er at vi har et samarbejde mellem landbruget og energisektoren, hvor vi kan bruge nogle af de restprodukter, der kommer fra landbruget til at lave energi, siger Rasmus Prehn og fortsætter:
- Det vigtige er så bare, at det ikke er mad, der bliver brugt til at lave energi af, men at man bruger restprodukterne, den raffinerede form for biogas, som vi arbejder med. Jeg ser selskaber som for eksempel Nature Energy som frontrunnere i forhold til at tænke nyt, anderledes og fremadrettet med biogasanlæg.
Netop nye teknologier, som blandt andet pyrolyseovne, der kan fremstille biokul, er en del af den landbrugsaftale, der er vedtaget på klimaområdet. Men Rasmus Prehn peger på, at det er væsentligt fortsat at have øjnene åbne for nye teknologier. Også i forhold til biogasproduktionen.
- Det, der er vigtigt, er at vi har et samarbejde mellem landbruget og energisektoren, hvor vi kan bruge nogle af de restprodukter, der kommer fra landbruget til at lave energi.
Rasmus Prehn
- Der er mange initiativer, vi skal tage højde for. Og der skal vi hele tiden være åben for nye teknologier. Vi skal ikke bare have flere biogasanlæg med gammel teknologi. Vi skal også have anlæg, hvor man har den nyeste teknologi. Og dem med den nyeste teknologi skal vi have flere af, siger han.
Første pyrolyseanlæg
Senere i 2022 åbner det første pyrolyseanlæg i Danmark, der får en kapacitet til at kunne producere 2 MW om året. Og det kan blive et nyt eksporteventyr, mener Rasmus Prehn.
- Der er meget, der tyder på det. Jeg vil sige, at jeg krydser fingre for det, og jeg gerne vil være med til at hjælpe, at det er det. Jeg tror, der er et rigtig godt potentiale for et nyt eventyr med biokul og pyrolyse. Der er formentlig også andre ting, som i fremtiden kan blive et nyt eventyr, siger han.
I løbet af 2021 har Rasmus Prehn ofte været ude på markerne og mødt danske landmænd på deres hjemmebane. Det har været en god oplevelse, slår han fast.
- Jeg er dybt imponeret over den innovation og omstillingsparathed, der er i landbruget, og så er det også søde og gæstfrie mennesker. Jeg føler mig i hvert fald altid velkommen. Selv om man måske ikke er enig om alt, så er der en god og hjertelig dialog, og det har jeg stor glæde af, lyder det fra Rasmus Prehn.