Seges Svineproduktion har netop opdateret handlingsplan 2 for udfasning af medicinsk zink. På Svineproduktion.dk giver de en status på fremdriften af de aktiviteter, der er i gang inden for området.
Der er under to år til, at medicinsk zink bliver forbudt i europæisk svineproduktion. Derfor arbejder Seges Svineproduktion målrettet med at finde løsninger, som kan mindske brugen af medicinsk zink i dansk svineproduktion – for dermed at blive klar til en zinkfri produktion inden 2022.
Ifølge Svineproduktion.dk iværksatte Seges Svineproduktion allerede i 2016 den første handlingsplan for udfasning af medicinsk zink. En handlingsplan med syv konkrete tiltag for at finde alternativer til zink og dermed mindske forbruget både i forhold til medicinsk zink hos smågrisene og zink som tilsætning til foderet hos slagtesvin.
I marts 2018 blev den anden handlingsplan præsenteret. Og nu er status på en række af punkterne i handlingsplanen opdateret.
Målet er, at udfasning af medicinsk zink til fravænnede grise sker uden at påvirke grises velfærd negativt i form af øget forekomst af diarré og anden sygdom; sikrer fastholdelse af et fortsat lavt og ansvarligt antibiotikaforbrug; medfører minimal negativ effekt på produktivitet og dødelighed, og medfører, at økonomisk tab som følge af lavere produktivitet, mere arbejdstid pr. gris til pasning og behandling af grise og højere behandlings- og foderomkostninger holdes så lavt som muligt.
Handlingsplan 2 er udmøntet i de tre temaer: Fagligt fokus, kommunikationsindsats og fagligt spor. Find hele den opdaterede handlingsplan via Svineproduktion.dk, hvor Seges Svineproduktion giver en status på fremdriften af de aktiviteter, der er i gang inden for området.
cab