Danmark har fået sin første uddannelse målrettet bestyrelsesmedlemmer i andelsselskaber og lignende virksomheder. Det første hold er netop udklækket.
25 landmænd, m.m., kan nu kalde sig uddannede i at varetage en post i en bestyrelse i andelsselskaber og tilsvarende demokratiske virksomheder.
Onsdag blev det første hold i Danmark udklækket, og en af deltagerne, svineproducenten Berith Nissen, Haderslev, er begejstret for udbyttet.
- Jeg har virkelig lært noget på uddannelsen. Meget af det, jeg i forvejen har arbejdet med, er jeg blevet styrket i, og meget andet har jeg fået en helt ny vinkel på og viden om, fastslår Berith Nissen.
Erfaring fra foreninger
Hun har i forvejen erfaring fra bestyrelsesarbejde i foreninger, idet hun er næstformand i Sønderjysk Landboforening, næstformand i L&F Økonomi og virksomhedsledelse samt bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd.
Derudover er hun medlem af repræsentantskabet for andelsselskabet Danish Crown.
Nye input
Noget af det i bestyrelsesuddannelsen, der ifølge Berith Nissen virkelig gav et udbytte, var at arbejde i grupper med andre fra forskellige bestyrelser og repræsentantskaber.
- Her får man diskuteret, delt erfaringer og sat ord på. Og forståelsen af det gennemgåede stof bundfældes eller får ny betydning, fortæller Berith Nissen, der tilføjer, at hun nu har fået en »fantastisk ballast« til det videre arbejde i bestyrelser og repræsentantskaber.
L&F’s koordinator på uddannelsen, erhvervspolitisk konsulent Troels Steen Tvergaard, oplyser, at deltagerne på uddannelsen får konkrete redskaber til, hvordan forskningsbaseret viden kan kobles med praksis i deres eget bestyrelsesarbejde.
Fremtidssikring
Hvad er tankerne bag uddannelsen?
- Det har været for at støtte op om andelsbevægelsen. Flere af de største danske virksomheder er andelsselskaber. Der er derfor brug for at fremtidssikre denne styrkeposition, siger Troels Steen Tvergaard, og tilføjer:
- Man kan konstatere, at der er masser af forskellige uddannelser på markedet, men ikke nogen, der lige præcis kigger ind på nogle af de problemstillinger og vilkår, som andelsselskaber og andelsforeninger står overfor. Det er lige præcis det, som uddannelsen giver deltagerne viden om og værktøjer til.
Ingen eksamen
Kan deltagerne i uddannelsen dumpe?
- Uddannelsen afsluttes ikke med en eksamen, men der er en klar forventning om, at deltagerne møder op til hvert modul og deltager aktivt, lyder svaret fra Troels Steen Tvergaard.
Uddannelsen afholdes over seks dage i form af tre internater på Comwell Hotel Kellers Park, Børkop ved Vejle, med start næste gang i januar måned.
morten@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 40 75 76 96
Fakta om bestyrelsesuddannelsen
● Bestyrelsesuddannelsen er målrettet bestyrelser tilknyttet demokratiske virksomheder – for eksempel inden for landbrug og fødevarer
● Uddannelsen er udviklet af Aarhus Universitetet i samarbejde med Landbrug & Fødevarer
● Bestyrelsesuddannelsen giver indsigt i forhold som jura, økonomi, særlige problemstillinger for andelsselskaber, strategisk bestyrelsesarbejde, internationale markeder og omverdensforståelse