Roefrø-bestillingen er i gang

Der er mange faktorer, roedyrkerne skal være opmærksom på, når der bestilles roefrø – fremspiring, bladdække, sukkerprocent og sygdomstolerance.

Hvad skal man som dyrker være opmærksom på ved valg af roesort? Det spørgsmål kan ikke besvares med et ord. Der er nemlig flere faktorer, som det også bliver påpeget i forbindelse med møder og markdage.

Roedyrkerne skal således være opmærksom på blandt andet fremspiring, bladdække, sukkerprocent og sygdomstolerance.

- Fakta er, at hvert år har sin nye udfordringer. Sidste år spiringsudfordringer. Dette år udfordringer med sent fremspiret ukrudt, fortæller Kristian Nørby Nielsen, produktmanager hos Strube Scandinavia ApS.

Han stiller dernæst et spørgsmål, som ingen kan svare på nu: Hvad byder næste år på?

Risici skal minimeres

- Man er som dyrker opdraget til at fokusere på sorten med det højeste udbytteindeks. Det må være den bedste sort. Sandheden er, at der er meget lille forskel mellem de enkelte sorter i forsøgsoversigten, når man kigger på økonomien (indtægt pr. hektar), pointerer Kristian Nørby Nielsen og fortsætter:

- Det betyder, at hvis man vil have det høje stabile udbytte i sukkerroer, skal man i højere grad fokusere på at minimere risici for at undgå næste års udfordring – som ingen jo kender.

Ifølge Kristian Nørby Nielsen og Niels Borre, commercial director, medfører det ved valg af sorter, at man skal fokusere på de sorter, som har en bred pallette af gode egenskaber. Her er Strubes sorter meget interessante.

- De har netop den pallette af multiegenskaber; god fremspiring, stort bladdække, høj sygdomstolerance, høj penetrometer-værdi, lille jordvedhæng og så videre, som den ambitiøse dyrker behøver for at minimere risici, forklarer Niels Borre og tilføjer:

- Mange af disse udfordringer med senfremspiret ukrudt, dårlig fremspiring og sygdomme kan nemt koste en udbyttereduktion fra 12 til 15 tons sukker pr. hektar, og det løber hurtigt op i 4.000-5.000 kroner pr. hektar. Det er et helt andet beløb end de 500-600 kroner pr. hektar, der er merudbytte for topsorten ifølge forsøgsoversigten.

Tre anbefalinger

Strube-duoen opfordrer derfor roedyrkerne til at tænke vækståret igennem – og bruge egne erfaringer med en sort, inden man springer på gode tilbud.

Strube anbefaler blandt andet tre ting, man skal sikre sig, når der skal bestilles roefrø.

- For det første, at man har en hurtig og ensartet fremspiring – det giver højeste udbytte. Man skal også sikre, man har et stort bladdække, som skærmer for sent fremspiret ukrudt. Det sikrer højere udbytte og nemmere optagning. Til sidst er det også vigtigt, at sorterne har en høj tolerance mod rust og meldug, da det sikrer en lang vækstperiode.

God lageregenskab

Kontraktmængden til det danske roeareal til 2024 er højere, end det har været de senere år. Dette skyldes ikke mindst, at prisen på roer er kommet godt med op.

- Hvornår kampagnen til 2024 starter vides endnu ikke, men Nordic Sugar har på dyrkermøder tidligere på året vist en investeringsplan, som gør, at det nok ikke bliver en tidlig start, spår Niels Borre.

- Dette kan, tilføjer han, betyde, at der nok skal være mange roer, der skal ligges i kule til næste sæson. Med det in mente vil det være en rigtig god idé, at man ser på sorternes lageregenskab. Det kan man blandt andet få en idé om, ved at se på en sorts penetrometerværdi.

Strube har på sortslisten både de velkendte sorter som Morgan, Klimt, og Nasser samt den nye ST Bornholm.

- Alle sorter har klaret sig rigtig godt, hvilket skyldes, at disse sorter har en fantastisk fremspiring, et bredt og sundt bladdække og stabile høje udbytter, slutter Niels Borre.

Læs også