DLG-vækst på både top- og bundlinje

Flotte tal i DLG's 2020-regnskab, der viser en omsætningsfremgang på 1,3 milliarder kroner og et driftsresultat (Ebitda), der for første gang i selskabets historie runder to milliarder kroner.

Danmarks førende grovvareselskab, DLG, har fremlagt årsregnskabet for 2020, som har været et år med fremgang på flere parametre for DLG.

Koncernens omsætning passerede 51 milliarder kroner, samtidig med at driftsresultatet (Ebitda) rundede to milliarder kroner – et historisk højt driftsresultat.

Resultatet fra den primære drift (Ebit) landede på 1,07 milliarder kroner mod 839 millioner kroner i 2019, hvilket er en fremgang på 28 procent. Resultatet steg fra 350 millioner kroner i 2019 til 601 millioner kroner i 2020. De finansielle nøgletal blev altså styrket endnu engang.

Det tyske marked udgør fortsat en væsentlig del af DLG-koncernens forretning. Med en omsætning på over 33 milliarder kroner – en stigning på 5 procent sammenlignet med 2019 – og et driftsresultat (Ebitda), der steg med 8 procent til 1,1 milliarder kroner, fortsætter DLG med at hente toplinje- og indtjeningsvækst i Tyskland, der er Europas største økonomi. 

Covid-19 som benspænd 

Ifølge koncernchefen i DLG, Kristian Hundebøll, er de flotte resultater et udtryk for at koncernens styrke ligger i at kunne møde det uforudsigelige. Og der har særligt Covid-19 vist, hvilken styrke DLG har, når det kommer til at imødekomme forandringer på markedet. 

- Det, der var vigtigst fra starten, var at sikre os, at forsyningskæden fungerede, og at vi var i stand til at importere de råvarer til Danmark, som landbruget skulle bruge. Samtidig var det essentielt at holde vores maskineri kørende, og at logistikken fungerede internt, så vi kunne komme ud og hente varerne tilbage til DLG til forarbejdning eller eksport af korn. Det har vi lykkedes med uden at skulle lukke fabrikker ned eller været ramt af corona i nævneværdig grad, siger Kristian Hundebøll til Effektivt Landbrug. 

Fremgang over hele linjen 

Med et godt år for koncernens Agribusiness-selskaber fastholder DLG sin stærke position på det europæiske marked for grovvarer. Den samlede omsætning blev 32,1 milliarder kroner, og der var en afsætningsmæssig fremgang på 7 procent. Driftsresultatet (Ebitda) blev på 953 millioner kroner, hvilket er på niveau med 2019. 

Gennem årets høst kom afgrøder af høj kvalitet i hus, og det er en efterspurgt vare på verdensmarkedet. Samlet har DLG-koncernen eksporteret 4,6 millioner tons korn ud af koncernens havneterminaler i Danmark, Sverige, Tyskland, Baltikum og Polen, hvilket især har bidraget til omsætningsfremgangen.

Med en omsætning på 3 milliarder kroner og et driftsresultat (Ebitda) på 175 millioner kroner, svarende til en fremgang på 14 procent siden sidste regnskabsår, kom Vilofoss-gruppen i 2020 tilbage på vækstsporet med en pæn fremgang i både salg og indtjening.

Det har generelt også været et godt år inden for forretningsområdet Energy & Retail, der har realiseret en fremgang i både omsætning og indtjening. Omsætningen steg med 300 millioner kroner til i alt 16,3 milliarder kroner, mens driftsresultatet (Ebitda) endte på 874 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 10 procent i forhold til sidste år.

Den danske energiforretning, der er bygget op omkring et samarbejde mellem DLG Energi og DCC Energi, kom også ud af 2020 med et rigtig godt resultat. Det samme gør sig gældende i Land & Fritid-kæden, der i 2020 havde den største omsætning og indtjening nogensinde.

Læs også