L&F: Stadig problemer med en række KO-krav

L&F vil have nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere en række KO-krav – blandt andet gyllealarmers tilkobling til KO-systemet.

I den seneste tid har myndighederne måtte erkende, at der har været en række områder, hvor man ikke har haft hjemmel i loven til at trække landmændene i støtte via de såkaldte krydsoverensstemmelseskrav (KO-krav).

Det har således været nationale særregler, som har været koblet til KO-systemet. Det gælder overtatoveringer på svin, hvor NaturErhvervstyrelsen i maj sidste år genoptog cirka 620 sager, hvor landmænd uretmæssigt var blevet trukket i støtten.

Derudover har der i år været sagen om to-meter-bræmmer, hvor NaturErhvervstyrelsn i marts erkendte, at der var problemer med den retsakt, der oprindeligt dannede grundlag for KO-støttetræk på to-meter-bræmmerne. Cirka 1.100 afgørelser siden 2005 blev genoptaget.

Desuden har miljø- og fødevareministeren for nylig fjernet KO-kravet, der vedrører reduktion af ammoniakfordampning og lugt.

Stadig ikke i mål

 Ifølge Landbrug & Fødevarer har man dog stadig ikke fået ryddet ordentligt op i de områder, som kan føre til træk i landbrugsstøtten, men som egentlig er nationale særregler, og som dermed i stedet kun burde kunne føre til nationale bøder.

Det fortæller Landbrug & Fødevares direktør, Flemming Nør-Pedersen. Han har nu rettet henvendelse til departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, hvor han beder om, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere en række KO-krav.

- Opgaven skal være at gennemgå implementeringen af nitratdirektivet i Danmark for at identificere foranstaltninger, der ikke skal videreføres som en del af den danske implementering af nitratdirektivet, og dermed ikke kan danne grundlag for krydsoverensstemmelseskrav, lyder det fra Flemming Nør-Pedersen.

Gyllealarmer

Som eksempel på et område, hvor Landbrug & Fødevarer stadig mener, at der uretmæssigt kan laves træk i landbrugsstøtten, nævner Flemming Nør-Pedersen kravet til gyllealarmer, der er koblet til nitratdirektivet, og dermed er omfattet af KO-kravet. Han forklarer, at Danmark er det eneste medlemsland med KO-krav om gyllealarmer.

- Det er vores opfattelse, at myndighederne har spekuleret i at koble det nationale krav om gyllealarmer sammen med KO-systemet for at få landmændene til at leve op til kravet, lyder det fra L&F-direktøren.

I sin henvendelse til departementschef Henrik Studsgaard, forklarer han videre, at det må være en fejl, at gyllealarmer stadig er omfattet KO-systemet.

Landbrug & Fødevarer er samtidig langt fra enig i den meddelelse, som i foråret 2015 kom fra NaturErhvervstyrelsen. Denne styrelse var således af Miljøstyrelsen blevet oplyst, at man ikke særskilt kunne frakoble gyllealarmkravet fra den danske implementering af nitratdirektivet. Det vil nemlig kræve, at man ser på hele pakken af implementerede krav under nitratdirektivet.

Et standpunkt Landbrug & Fødevarer ikke er enige i.

Læs også