Regeringen indgik torsdag aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om, hvordan fremtiden for danske solcelleejere skal se ud.

Aftalen betyder ifølge Klima-, Energi- og Bygningsministeriet blandt andet, at virksomheder – herunder landbrug og gartnerier – får nye muligheder.

- Vi har i dag lavet en ordning, der er fremtidssikret. Det vil forsat være attraktivt at investere i solceller for private husejere, og det bliver mere fordelagtigt at installere større anlæg, lyder det fra klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Ifølge ministeren bliver det nemmere og mere fordelagtigt at lave store fællesanlæg i for eksempel landsbyer. Sådanne anlæg, der ikke kan nettoafregne for andet end fællesforbrug, vil få en forhøjet afregningspris på 1,45 kroner pr. kWh i ti år, hvis de bliver etableret i 2013.

Fra år til timer

Nettomålerordningen for private ændres fra at være årsbaseret til at blive timebaseret. Det betyder ifølge ministeriet, at en ejer af et solcelleanlæg er sikret fuld værdi af den strøm, der bruges inden for den time, hvor den er produceret. For den overskydende strøm får man 1,30 kroner pr. kWh i de næste 10 år, hvis anlægget er installeret i 2013.

Partierne har aftalt, at den garanterede pris for overskydende strøm falder hvert år i takt med at solcellerne forventes at blive billigere. Et anlæg installeret i 2014 vil således få 1,16 kroner pr. kWh i 10 år. For fællesanlæg er det 1,28 kroner pr. kWh.

Eksisterende solcelleejere får 20 år med samme vilkår

Alle, der allerede har investeret i solcelleanlæg, får 20 år med uændrede vilkår. Det vil sige, at de fortsætter på den årsbaserede nettomålerordning.

- Jeg har lyttet til den kritik, der har været fra ejere af solcelleanlæg, fra solcellebranchen og fra oppositionen. Med en overgangsperiode på 20 år vil ejerne af solcelleanlæg ikke bare få investeringen hjem. De vil også få en solid forrentning af deres investering, siger Martin Lidegaard.

Regeringen regner med at fremsætte et lovforslag snarest muligt. De nye regler vil gælde fra loven fremsættes.