120 års historie rinder ud: Østjysk maskinimportør lukker

Randers-baserede Flex Trading takker af efter 120 års forretning og lukker ned senest sommeren anno 2025.

Den randrusianske maskindistributør Flex Trading afvikler sin forretning og lukker senest til sommer. Efter årtier som en markant aktør på markedet er det strategiske overvejelser, der nu får ejerne til at trække stikket.

Det beretter Maskinbladet.

- Vi vil gerne takke af efter over hundrede år i branchen. Det handler for os også om at fortælle, at der findes nogle maskinbrands, der skal finde et liv andre steder. Vi er i forskellige forløb med overdragelse af brands og lagerafhændelse og kan godt lide at være åbne herom og have tiden til det, siger Henrik Lunn Christiansen, direktør og medejer af Flex Trading, til mediet.

Flex Trading blev etableret som en del af familievirksomheden HF Christiansen, der har rødder tilbage til 1903. Oprindeligt var cykler virksomhedens hovedfokus, men med tiden voksede forretningen til også at omfatte distribution af maskiner og reservedele til landbruget.

Lukningen sker efter en årrække med faldende markedsandele. Indtil sommer arbejder Flex Trading på at sikre en smidig overgang for sine samarbejdspartnere og afvikle lageret i god ro og orden.

Læs også