Laveste bestand siden 1985: Priserne presser kalkunfabrikker i USA til at lukke

Priserne styrtdykker, mens fugleinfluenza presser producenterne, heriblandt giganterne Cargill og Foster Farms.

Cargill og Foster Farms lukker kalkunforarbejdningsanlæg i henholdsvis Arkansas og Californien efter år med faldende priser og øgede produktionsomkostninger.

Det beretter mediet Agriculturedive.

Engrosprisen på frosne hele kalkuner faldt med næsten 33 procent i 2024 ifølge det amerikanske landbrugsministerium. Samtidig har fugleinfluenzaen dræbt over 14,2 millioner kalkuner siden 2022, hvilket har reduceret bestanden til det laveste niveau siden 1985.

Cargill vil flytte produktionen til faciliteter i Missouri og Virginia, men understreger, at »kalkun forbliver en essentiel del af Cargills proteinportefølje«.

Foster Farms lukker sin fabrik for ferske kalkuner, men fortsætter driften på sin fabrik for færdigtilberedte produkter i Turlock.

- Vi anerkender, at denne beslutning påvirker mange af vores engagerede medarbejdere og ikke afspejler deres indsats, siger Foster Farms’ adm. direktør Jayson Penn til mediet.

Lukningerne rammer også lokale kalkunavlere. Arkansas er en af USA’s største kalkunproducerende stater, kun overgået af Minnesota og North Carolina.

Læs også