Korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S styrker sin position på energimarkedet gennem en investering i SJS Pellets A/S i Løgumkloster. Det strategiske samarbejde skal optimere indkøb, logistik og transport, samtidig med at virksomheden øger sit salg af træpiller både i Danmark og Nordtyskland.
Brødr. Ewers A/S har investeret i energivirksomheden SJS Pellets A/S i Løgumkloster for at styrke sin position på træpillemarkedet.
SJS Pellets, som har specialiseret sig i indkøb og handel med træpiller og strøelse til slutkunder i hele Danmark samt i Nordtyskland gennem 30 år, fortsætter uændret med ejeren Henning Lorenzen som direktør. De to selskaber har en klar strategi om i et tæt samarbejde at effektivisere og reducere omkostningerne inden for områderne indkøb, logistik og transport.
- Det handler om større volumen i forbindelse med både indkøb og transport, og der kan vi høste store fordele sammen. Vi kan tage større skibe ind, vi har lagre flere steder i landet, og vi får et større og mere effektivt distributionsnet, siger Carsten Jensen, salgs- og logistik-direktør, Brødr. Ewers.
- Desuden ser vi frem til en god vækst i markedet generelt og især i Nordtyskland, hvor vi bliver en del af salget til de nordtyske slutbrugere helt ned til Kielerkanalen, fortsætter han.
Ewers og Nordic Microbes indgår aftale om forhandling af SeedSpeed
Kunderne er alt fra efterskoler, hoteller, varmeværker, campingpladser, landboere, landmænd samt private – træpillerne leveres både i sække og i løs vægt.
- SJS Pellets har samme værdisæt som vi, med troværdighed, kvalitet og ordentlighed i fokus, og jeg ser store muligheder i et samarbejde, siger Carsten Jensen.
Større spillere
Salget af træpiller i regi af Brødr. Ewers har været stigende de sidste ti år efter tidligere at have været en mindre bibeskæftigelse for virksomheden, som i dag er en af de største spillere på det danske marked med afdelinger i hele landet.
Direktør Henning Lorenzen, SJS Pellets, er godt tilfreds med at få Brødr. Ewers A/S som samarbejdspartner.
- Vi har opbygget et stort kundegrundlag gennem mange år, og vi har en klar strategi om at øge aktiviteterne på et marked i vækst. I den forbindelse bliver samarbejdet med Brødr. Ewers, som har en stor og bred kontaktflade til blandt andet landbruget, et godt udgangspunkt, siger direktøren og fortsætter:
- Alle aftaler og kontrakter fortsætter som hidtil, med de samme personer, der sidder på kontoret samt i bilerne, så kunderne vil ikke opleve nogen forandringer, siger Henning Lorenzen.
Ved seneste regnskab havde SJS Pellets A/S et overskud på 10,5 millioner kroner.