Vendelboen Jens Hovalt Bertelsen er kyllingeproducent og laver hvert år to millioner slagtekyllinger. Det passer godt til ham og giver et liv med mere frihed, end dengang han var mælkeproducent.
Jens Hovalt Bertelsen begyndte sin landmandskarriere med køer – og det var egentlig også det, han troede, han skulle de næste mange år, da han købte sine forældres ejendom i 1999. En ejendom med 32 køer, 250 slagtegrise og 86 hektar.
Jens Hovalt Bertelsen er 5. eller 6. generation på stedet, men der er ikke skyggen af køer. Til gengæld har han bygget to kyllingehuse på den anden side af vejen, lige op ad Manna – en landsby udenfor Brønderslev i Vendsyssel.