Massescreening af grundvandet – på godt og ondt
Der er fundet rester fra midler, der aldrig har været godkendt i Danmark i en ny massescreening af grundvandet, der dog også rummer en positiv historie om det danske godkendelsessystem for pesticider.

I massescreeningen er der ikke fundet rester over kravværdien på 0,1 mikrogram fra nogle af de sprøjtemidler, der i dag er godkendt.
UNDERSØGELSE Resultatet af den største massescreening af grundvandet, der er gennemført herhjemme, har i den grad fået sindene i kog i det politiske Danmark.
Bag screeningen står Miljøstyrelsen, og der er undersøgt for 415 stoffer i 263 vandboringer. Normalt testes der for omkring 40 stoffer.
Det, som vækker opsigt, er, at der i tre af boringerne er fundet nedbrydningsprodukter fra ukrudtsmidler, det aldrig har været tilladt at anvende i Danmark. Det drejer sig om de tre stoffer metazachlor ESA, metazachlor OA og tsulfinylacetic acid.
Midlerne har været godkendt til en række landbrugsafgrøder i andre EU-lande. Det gælder både Sverige og Tyskland.
- Det er helt uacceptabelt, at ulovlig brug af sprøjtemidler i landbruget har ført til forurening af vores grundvand. Det danske drikkevand er helt unikt, og det skal vi passe på også til kommende generationer, lød reaktionen fra miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.
I den kommende tid vil Miljøstyrelsen nu styrke kontrollen af ulovlig import af sprøjtemidler, og ministeren bebuder, at hun vil tage sagen op med landbruget.
Udover de 11 stoffer over kravværdien er der også fundet 22 stoffer under kravværdien i massescreeningen.
Godkendelsesordningen virker
Men bag den yderst negative presseomtale, som resultatet af massescreeningen medførte – ikke mindst på grund af miljøministerens pressemeddelelse – er der faktisk også en anderledes positiv historie at fortælle.
Faktum er nemlig også, at der i massescreeningen ikke er fundet rester over kravværdien på 0,1 mikrogram fra nogle af de sprøjtemidler, der i dag er godkendt.
Fra chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Anne Louise Gimsing, som Effektivt Landbrug har talt med, lyder det, at det er glædeligt, at der ikke er fundet rester fra godkendte midler.
- Der er testet for 415 stoffer. Det er jo helt vildt mange. Kun 11 af dem er fundet visse steder over kravværdien, og ingen af dem kommer fra stoffer, som er godkendt i dag. I min optik er det her jo det bedste bevis for, at godkendelsesordningen virker, siger hun.
Hun påpeger, at det derfor også er »helt vildt ærgerligt«, at der er gjort enkelte fund i screeningen fra stoffer, som aldrig har været tilladt. Hun understreger, at Landbrug & Fødevarer naturligvis tager afstand fra brug af ulovlige sprøjtemidler.
Lettelse og tilfredshed
Hos Danva, brancheorganisation for drikkevands- og spildevandsselskaber, der normalt ikke holder igen med at kritisere landbruget for dets brug af pesticider, lyder det fra direktør Carl-Emil Larsen, at han faktisk er relativ lettet over de første delresultater af det flerårige projekt med at undersøge det danske grundvand for miljøfremmede stoffer.
- Jeg kan konstatere, at der er begrænset nye fund i grundvandet af pesticidrester. Det giver en umiddelbar lettelse. Men, når det er sagt, så har nu behov for en nærmere analyse af fundene og opfølgende analyser i drikkevandsboringer, før vi med sikkerhed kan udtale os om konsekvenserne.
Hos Dansk Planteværn, der er paraplyorganisation for plantebeskyttelsesindustrien i Danmark, lyder det fra kommunikationschef Jakob Tilma, at resultatet fra massescreeningen af det danske grundvand har været ventet med spænding. I Dansk Planteværn er man tilfredse med resultatet.
- I Dansk Planteværn har vi tiltro til, at den stramme, danske godkendelse af pesticider er med til at sikre godt drikkevand til danskerne, og derfor er det helt uacceptabelt, hvis der som massescreeningen antyder, har været benyttet ulovlige pesticider, siger Jakob Tilma, som gerne ser, at man går endnu grundigere til værks i overvågningen.