Grovvareleverandør giver gamle lastbiler nyt liv: Nu klarer tank og anhænger 17 år og 2,3 millioner kilometer

Grovvareleverandør er begyndt at give nyt liv til ellers »pensionerede« tanke og anhængere. I stedet for at købe nye, bliver de gamle renoveret.

Tidligere har man i DLG genanvendt forvognstanke og anhængere til i alt to lastbilschassiser, men som noget nyt genanvender DLG nu tank og anhængere på tre lastbilschassiser.

Når et lastbilchassis har et kørt kilometerantal på 750.000 kilometer, skal det pensioneres i DLG-regi for at minimere antallet af værkstedsbesøg. Forvognstanken og anhængeren har dog flere liv i sig og overflyttes derfor til nye lastbilchassiser, oplyser DLG.

Renoveringen betyder, at forvognstanke og anhængere nu bliver genanvendt for tredje gang. I sidste ende kan det betyde, at tank og anhænger kan gøre tjeneste i 17 år og køre på den anden side af 2,3 millioner kilometer.

Skepsis gjort til skamme

DLG fik 10. april leveret det sidste vogntog ud af i alt fire vogntog, som har gennemgået renovering, og hermed kom chauffør, Jørn Nørgård, ud at køre i det nyrenoverede vogntog »8915«.

- Ideen med at forlænge livet for tankene og anhængerne er en fornuftig og grøn tankegang, som jeg godt kan lide. Min forudindtagede skepsis over for tiltaget er faktisk blevet gjort til skamme, siger Jørn Nørgård.

Sådan går det til

Når tank og anhænger flyttes over på et nyt chassis for tredje gang, er brugssporene markante, og de modtager derfor forskellige former for renoveringer, blandt andet får de en omgang maling.

Der monteres et fjernbetjeningssystem, så alt kan styres med fjernbetjening. Det er noget, chaufførerne sætter stort pris på, fordi det giver en bedre sikkerhed i deres arbejde. De undgår at blive udsat for alt for meget larm og støv, fordi de med fjernbetjeningen kan undgå manuel betjening ved aflæsninger og stå på afstand og styre aflæsningen.

Lastbilerne optimeres, så de svarer til DLG-standarderne for helt nyindkøbte lastvogne. Dermed giver investeringen i renoveringen af tanke og anhængere mening både ud fra et mere bæredygtigt og ikke mindst økonomisk perspektiv.

Læs også