Harens ører kaldes løfler. En horsegøg er en dobbeltbekkasin. En fed og krumrygget jagthund har karperyg. Og sådan kunne man blive ved med at studere ord i en ny bog om jagtsproget.
Der er masser af slang, lydbeskrivende ord, farverig jargon, låneord fra udenlandsk og dialektord i jagtsproget.
Det viser en ny bog, Dansk Jagtordbog, der er en samlet fortegnelse over det danske jagtsprog fra de ældste til de allernyeste ord med fokus på både det talte og skrevne jagtsprog.
Eksempler på underfundige og sjove ord i jagtsproget er ifølge forlaget Hadrian, der står bag udgivelsen af bogen, mangfoldige: Harens ører kaldes løfler. En horsegøg er en dobbeltbekkasin. En fed og krumrygget jagthund har karperyg.
Eget sprog og skikke
Alt det og meget mere kan man studere nærmere i den nye bog, der er skrevet af Kim Lykke Jensen.
- Bogen vil være nyttig for læsere af gammel dansk jagtlitteratur, men også for jægere, der generelt ønsker at dygtiggøre sig i jagtens sprog og jagtlige forhold, lyder det fra forlaget Hadrian.
Ifølge Hadrian viser bogen, at jagtens kultur i Danmark er rig og mangefacetteret.
- I generationer har jægerne haft egne traditioner og skikke – og ikke mindst har jægerne altid haft deres helt eget sprog, lyder det fra forlaget i en pressemeddelelse.
- Sproget er blevet talt på alt fra kongens fornemme parforcejagter til husmandens ydmyge andejagter i rørskæret, tilføjes det.
Bogen er på 190 sider og koster 199 kroner.
Dansk Jagtordbog
-
Forfatter: Kim Lykke Jensen (f. 1977)
-
Udgiver: Forlaget Hadrian
-
Sideantal: 190 sider
-
Indbinding: Hardcover
-
Vejl. udsalgspris: 199 kroner