Pelsdyrerhvervet skal nu på museum

Museumsinspektør Chrestina Dahl fra Vendsyssel Historiske Museum fulgte også med på tv, da Statsminister Mette Frederiksen den 4. november sagde, at det var en nødvendighed at aflive alle danske mink.

Hun så pressemødet at to grunde. For det første på grund af hendes job som museumsinspektør og ansvarlig for at kunne dokumentere samtiden for eftertiden. Det var gået op for hende og hendes kollega, arkivar Helle Thrane, i ugerne forinden med flere og flere corona-smittede minkfarme i Hjørring Kommune, samt nedlukning af Nordjylland, at det kunne ende brat for minkbranchen. Samtidig havde et par enkelte klik på computeren vist, at museet på daværende tidspunkt på ingen måde kunne løfte deres opgave med at dokumentere pelsdyrbranchen for eftertiden med kun enkelte fotografier i arkivet.

Men hun sad der også lige nu og her og lyttede til statsministerens alvorlige ord, med tydelige minder fra en barndom og opvækst på en minkfarm.

Genstande og arkivalier

I dag kulminerer både arbejdsliv og en interesse for det erhverv, hun er vokset op med, når Vendsyssel Historiske Museum har startet en indsamling af genstande og arkivalier fra pelsdyrerhvervet.

Chrestina Dahl er ansvarlige for at indsamle genstande som minkfælder, taner, afklipsere, skind og skindprodukter, mens Helle Thrane som er arkivar på Historisk Arkiv, foruden fotografier vil indsamle reklamemateriale, regnskaber, skriftlige erindringer og lignende. Alt sammen noget, hvor giveren kan beholde originalen, hvis blot arkivet kan låne og scanne dokumenterne ind.

Hverdagen er interessent

Lige nu er der ikke planer om en decideret udstilling med det, der bliver indsamlet, men blot at indsamle effekter for at kunne dokumentere et erhverv, som har været.

- Alt har interesse, siger Chrestina Dahl, som også gennem museets indsamling vil foretage flere interviews med folk, som kan fortælle deres historie og på den måde bidrage med viden om pelsdyrbranchen.

- Det er i høj grad hverdagen, som er interessant, siger Helle Thrane.

Hvordan og hvorfor er man startet op som avler? Er det noget man altid har drømt om, måske overtaget stedet fra sine forældre? Eller var en opstart som minkavler mere tilfældig, fordi man gerne ville have lidt ved siden af sit arbejde? Hvordan har ens hverdag været? Har det været en fuldtidsproduktion eller har man måske været håndværker og haft lidt mink ved siden af? Og hvor har minkfarmene ligget? Ved siden af stuehuset eller var det noget man kørte til?

De er en del af vores fælles historie

Chrestina Dahl og Helle Thrane er fuldt ud bevidste om, at de lige nu dykker ned i en branche fyldt med følelser.

- Derfor er det også bevidst, at vi først går ud og beder om hjælp nu. Vi var ikke i tvivl om, at vi ville vente til at der var en afklaring på hele spørgsmålet om erstatning. Vi er blevet spurgt, om vi ikke er bange for, at vi træder på de tidligere minkavlere. Det er på ingen måde det, der er meningen, og det er også vores opfattelse, at mange faktisk rigtig gerne vil fortælle deres historie fordi at netop deres liv og erhverv er en del af vores historie, siger Chrestina Dahl.

Udviklingen i branchen

De første dage efter Vendsyssel Historiske Museum meldte ud, at de indsamler genstande og arkivalier fra pelsdyrbranchen, var der meget stille ved telefonerne.

- Mange tænker nok ikke på, at deres historie eller fotoalbum har en værdi, men det har det. Mine forældre har et billede af mig, hvor jeg sidder på en sorteringsvogn. Der står en hel række sorteringsvogne, fordi min far producerede dem ved siden af minkfarmen. Selvom min mor har taget et billede af mig siddende med mine vippende gummistøvler, så er det ikke mig, der er interessant i den her sammenhæng, men de sorteringsmaskiner, der står på en række bagved, forklarer Chrestina Dahl.

- Folk tager jo ofte et billede af deres barn eller hund og det kan vi sagtens se bort fra i det her, forklarer Helle Thrane, som også er spændt på hvor mange, der ligger inde med billeder fra hverdagen på minkfarmen og de arbejdsopgaver der fulgte med.

Chrestina Dahl husker hendes far køre gennem hallerne på en fodringsmaskine, mens Helle Thrane tydeligt ser sin oldefar for sig, have godt fat i en trillebør fyldt med det stærktlugtende foder, og ved hvert bur tog en skovlfuld op og klaskede ned ovenpå.

- Udviklingen er jo spændende, ikke bare i forhold til hvordan man fodrede, med alle aspekter i erhvervet. Det er jo ikke alene pelsdyravlerne, vi gerne vil høre fra, men også følgeindustrien. Måske der er en chauffør fra fodercentralen, som vil fortælle om hans hverdag. Og hvad med modeindustrien, har man solgt pels i Hjørring Kommune, spørger Helle Thrane, som er overbevist om, at rigtig mange ligger inde med både effekter og viden omkring pelsdyrerhvervet.

Alt har interesse

Alt har interesse – ikke alene minkerhvervet, men hele pelsdyrbranchen. Eneste krav er, at det skal have tilknytning til det geografiske område, som Hjørring Kommune i dag dækker og så skal genstanden, fotografiet eller dokumentet have en historie.

- Så hvis man kommer med et billede af en minkfarm og ikke ved hvor den har ligget eller hvem, der har boet der, så kan vi ikke bruge det, for så kan den jo i princippet være fra en hel anden del af landet, forklarer Helle Thrane.

Vendsyssel Historiske Museum håber, at mange vil gå i gemmerne.

- Kommer man med en genstand vil vi gerne vide hvad det er, hvad den er blevet brugt til og hvem der har brugt den forklarer Helle Thrane.

Stof til eftertanke

Tankerne om pludselig at stå uden et pelsdyrerhverv i landet og samtidig stort set ikke have nogen dokumentation for, at det engang har eksisteret, har sat tankerne i gang på Vendsyssel Historiske Museum.

- Lad os kalde det her en løftestang. Vi har ikke nogen systematiske indsamlinger, det er et spørgsmål om ressourcer. Derfor har det været sporadiske indsamlinger og når man har snakket om landbrug, har man nok mest tænkt køer og grise. Men Hjørring Kommune er en landbrugskommune og derfor er det her en løftestang til, at vi for eksempel også får kigget på andre grene af landbruget, for eksempel fjerkræproduktion, forklarer Helle Thrane.

Ingen tidshorisont

Der er ingen tidshorisont sat på indsamlingen af genstande og arkivalier fra pelsdyrbranchen.

- Og så skal man huske på, at bare fordi vi er et museum, så er det ikke kun gamle ting vi er interesseret i. Vi skal selvfølgelig også kunne dokumentere de seneste år og selve nedlukningen. Vi skal have hele cirklen med. Det vil sige, vi skal også have modstanden mod erhvervet med, ikke kun under corona, men gennem hele historien. For der er også en anden side uanset om man vil det eller ej, og det er også en del af branchens historie, forklarer Chrestina Dahl.

Har man genstande, historier eller andet, som man tror vil kunne være interessante for indsamling er man velkommen til at kontakte museet.

- Hellere ring en gang for meget, end en gang for lidt. Lige nu har vi for eksempel ikke et minkbur, men får vi pludselig 20, siger vi jo bare pænt nej tak til flere, siger museumsinspektøren, som inderligt håber at folk vil tage kontakt til museet inden tingene, sættes på loftet eller i værste fald smides ud.