Proteinvirksomhed ansætter tre nye ansigter

Pia Sørensen.
Proteinproducenten European Protein har ansat tre nye ansigter til rådgivning og kvalitetssikring samt markedsføring af virksomhedens sundhedsfremmende funktionelle proteiner, der anvendes til grise, fjerkræ og fisk.
Pia Sørensen er pr. 1. september ansat som nutrition development director. Hun har tidligere arbejdet som rådgiver hos Svinerådgivningen, og senest som Area Sales Manager hos Agilia. Hendes opgave bliver at rådgive virksomhedens kunder og arbejde med at linke data om tarmsundhed til produktivitetsfremgang i stalden.
Lise Dinsen Tidemand er pr. 1. august ansat som produkt- og kvalitetschef. Hun er uddannet civilingeniør med speciale i fermenteringsteknologi fra DTU. Før ansættelsen i European Protein, har hun været ansvarlig for kvalitet og laboratoriedrift hos Jordlab og arbejdet som analysekemiker. Hos European Protein arbejder Lise Dinsen Tidemand med at sikre kvaliteten af de funktionelle proteiner samt teste og udvikle nye proteinkilder til dyrefoder.
Maria Sørensen er pr. 1. august ansat som marketingkoordinator. Hun er uddannet grafiker og digital konceptudvikler, og har tidligere arbejdet inden for markedsføring i revisionsbranchen. Hendes opgave er at visualisere og kommunikere de gode resultater, producenterne opnår gennem bedre tarmsundhed for dyrene.