Spotsprøjtning med stort potentiale

Der blev sat fokus på mulighederne i spotsprøjtning ved demonstration i marken forleden ved Christiansfeld.

Thomas Nitschke, seniorkonsulent hos Teknologisk Institut, gennemgik og demonstrerede den drone, som han anbefaler til overflyvning af marken som grundlag for de sprøjtekort, der senere danner basis for spotsprøjtningen Gang i spotsprøjtningen af marken, hvor der både var mulighed for at se spotsprøjtningen fra marken og i førerhuset på den selvkørende marksprøjte. Omkring 60 fremmødte deltog i spotsprøjtedagen, hvor Brøns Group i deres demonstrationstrailer fortalte om droner, data og kort. Præcisionssprøjtning i marken, hvor sprøjtedysernes type også har stor betydning.

Præcis sprøjtning mod ukrudt og svamp dér hvor det er i marken. Det hele med centimeters nøjagtighed med hjælp fra droneoverflyvning og efterfølgende præcise markkort.

Spotsprøjtning er i den grad oppe i tiden og var også i fokus, da SAS-Agro ved Christiansfeld forleden var vært og, sammen med Teknologisk Institut og Cultiwise, havde inviteret til en demonstration af sprøjtemetoden på marken ved Stepping nær Christiansfeld i Sønderjylland.

- Jeg håber at vi kan komme i gang med spotsprøjtning og få inspiration i dag, lød det fra indehaver af SAS-Agro Søren Anker Sjølander, der startede arrangementet af med en præsentation af bedriften og sit firma, der står for sprøjtearbejdet af omkring 3.000 hektar i Sønderjylland.

- Vi tilbyder sprøjtning med alt, hvad der kan hældes i en sprøjte, samt dokumentation, forklarede Søren Anker Sjølander.

Stor præcision

En kinesisk udviklet og produceret drone samt højkvalitetskamera udgør det værktøj, som gør det muligt at kunne spotsprøjte efterfølgende.

- Det er en typisk standard drone, som bliver brugt i hele verden. Kameraet er interessant, da det har stor nøjagtighed ved eksempelvis overflyvning af en vinterhvedemark i 100 meters højde, forklarede Thomas Nitschke, seniorkonsulent hos Teknologisk Institut.

Nøjagtigheden er helt ned til en til to centimeter i marken.

Fotos og data fra dronens kamera-overflyvning af marken danner basis for det spotsprøjtningskort, som der efterfølgende sprøjtes efter.

Kort, der blandt andet både kan vise biomassen og eventuelt dobbeltsåning i marken.

- Det giver et detaljeret billede af planterne, konstaterer Thomas Nitschke.

Han tilføjede, at der typisk overflyves fra 50 meter og op til de 120 meters højde, der er det maksimalt tillade i Danmark.

Og mens der kan bruges droner uden RTK fra 2.000 – 3.000 kroner i indkøb, bliver det hurtigt noget mere kostbart, hvis man går efter toppræcision.

Den pakke bestående af drone og kamera, som blev præsenteret ved arrangementet, løber op i omkring 250.000 kroner.

Målrettet dosering

CultiWise er en cloud-baseret software, der er lavet med præcision af firmaet Skymaps sro, baseret i Brno, Tjekkiet.

Man har hér blandt andet specialiseret sig i målrettet og variabel dosering af plantebeskyttelsesmidler, hvilket ændrer, hvordan landmænd dyrker og høster deres afgrøder.

I forbindelse med spotsprøjtningsdagen blev de fordele og potentialer ved systemet fra CultiWise præsenteret, og de muligheder de giver i forhold til præcisionslandbrug.

Herunder hvordan satellit-data kan bruges i forhold til gødningstildeling og sprøjtninger i marken, som man kalder sin »alt-i-en-løsning til landbruget«.

Samtidig er systemet kompatibelt med alle typer maskiner i forhold til sprøjtning.

Netop sprøjtning og dosering kunne i forbindelse med spotsprøjtningsarrangementet også ses i marken, hvor der blev kørt spotsprøjtning med to forskellige marksprøjter fra henholdsvis Fendt og Amazone.

Læs også