DLF’s frøavlere fik 11.500 kroner i acontobetaling for 2024-høsten. Det er 15 procent mere end året før, blev det oplyst på frøkoncernens avlermøder i Rudkøbing og Nyborg.
Med de rekordhøje nedbørsmængder var frøavlerne udfordret i den forgangne frøsæson. Alligevel kunne de glæde sig over, at DLF’s acontobetaling, som blev udbetalt den 11. december, var 15 procent højere end i 2023, målt pr. hektar. Samlet set for alle græs- og kløverarterne var beløbet på 11.500 kroner mod lige knap 10.000 kroner for sidste års frøavl.
På avlermøderne henholdsvis på Hotel Skudehavnen i Rudkøbing og Hotel Nyborg Strand blev det oplyst, at acontobeløbet for den store art, alm. rajgræs, var på godt 12.000 kroner pr. hektar mod 8.500 kroner i 2023, og for rødsvingel cirka 9.500 kroner mod 11.000 kroner året før.
De enkelte arters indeks fremgår af tabellen, som også blev vist på møderne henholdsvis den 11. og 12. december.
Rødsvingel presset
Årsagerne skal dels hentes i den vanskelige høst i den forgangne sæson, der var præget af rekordstore nedbørsmængder.
- Rødsvingel var præget af tidlig lejesæd, dårlig bestøvning og udfordringer i høsten, nævnte den nye avlschef Kristian Juranich, der havde sin debut overfor de 35 fremmødte langelandske frøavlere i Rudkøbing og dagen efter i Nyborg, hvor 120 avlere deltog.
Han afløste 1. november avlschef Erling Christoffersen, som trådte tilbage i forbindelse med sit 40-års jubilæum i DLF. Kristian Juranich har en baggrund som DLF-konsulent på Vestsjælland, to år som landskonsulent hos Seges og senest som avlsadministrator på DLF’s hovedkontor i Roskilde.
Lys forude
John Larsen, der er ansvarlig for DLF’s europæiske aktiviteter, berettede på Rudkøbing-mødet om den aktuelle og fremadskuende markedssituation.
- Der er meget frø på lager efter især den meget store 2022-høst. Men der er lys for enden af tunnelen. Vi mærker en større købsinteresse og en begyndende normalisering af markedet. Men især af rødsvingel er der et stort lager, så der går nok et til halvandet år, før vi har normale tilstande inden for denne art, lød det fra John Larsen, der oplyste, at 2022-partierne stadig er af god kvalitet.
- Vi har lige fået målt 110 partier, og de har ikke tabt kvalitet på lagrene.
DLF’s europæiske direktør præsenterede også udlægsplanen for næste års sæson. Efter en god høst i strandsvingel skal der udlægges et mindre areal af denne art, mens de øvrige er stort set uændret. Kun i hundegræs og bakkesvingel bliver der plads til lidt større arealer næste år.
DLF-græs på Odense Stadion
John Larsen havde en særlig fynsk historie i ærmet, idet DLF har omlagt græstæppet på Odense Stadion her i sommer. Det samme er sket på Næstved Stadion, og DLF er nu også leverandør af græstæppet på Danmarks nationalstadion, Parken.
Desuden blev det fremhævet, at der er installeret en ny pakkelinje i Højme for yderligere at effektivisere frøhåndteringen på det store frøanlæg.
Fald på bundlinjen
Det fynske bestyrelsesmedlem, Hans Boesen fra Veflinge, indledte mødet med en kort beretning for regnskabet og aktiviteterne i DLF-koncernen.
Med en omsætning på 8,2 milliarder kroner og et resultat før skat på 433 millioner kroner var resultatet for 2023/24 i tråd med forventningerne, påpegede han.
Bundlinjen efter skat var 91 millioner kroner mod 334 millioner i det forrige regnskabsår.