Areal med pløjefri dyrkning booster
Hele 5.181 danske landmænd dyrkede pløjefrit på 497.789 hektar i 2020, hvilket svarer til 19 procent af det totale landbrugsareal. Det er en fremgang på knap 60 procent på blot fire år, viser netop offentliggjorte data fra Danmarks Statistik.

- Vi er som pløjefri landmænd en vigtig del af ønsket om en grøn omstilling af landbruget med fokus på klima og biodiversitet, siger Kaare D. Larsen, mælkeproducent og medlem af bestyrelsen i Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK).
Hele 5.181 danske landmænd dyrkede pløjefrit på 497.789 hektar i 2020, hvilket svarer til 19 procent af det totale landbrugsareal. Det er en fremgang på knap 60 procent på blot fire år, viser netop offentliggjorte data fra Danmarks Statistik.
De danske landmænd dyrkede hele 497.789 hektar uden brug af plov i 2020 mod 284.521 hektar i 2016 – svarende til en fremgang på 75 procent.
- Når jorden pløjes, går det ud over biodiversiteten, og der er blandt andet større risiko for tab af værdifuld humus samt næringsstoffer som kvælstof med flere. Derfor er det virkelig opløftende at se, at flere og flere landmænd dyrker stadig flere hektar uden at sætte ploven i jorden, konstaterer Kaare D. Larsen, bestyrelsesmedlem i Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK).
Med denne positive udvikling er der også lagt op til, at dyrkningssystemet conservation agriculture bør få en fremtrædende rolle i den grønne omstilling af det danske landbrug, som Folketinget snart skal beslutte, mener han.
Fylder i landskabet
Ifølge Kaare D. Larsen bakker både Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund og senest Danmarks Naturfredningsforening op om, at conservation agriculture skal i brug som virkemiddel.
Af arealet i omdrift udgjorde det pløjefri areal i 2020 hele 21,7 procent – eller godt en femtedel. Samtidig var det et betydeligt større antal landmænd, som dyrkede pløjefrit, nemlig 5.181 i 2020 mod 3.188 i 2016.