Hos Landbrug & Fødevarer er man uforstående over, at Aabenraa Kommune har valgt at anke erstatningssag mod Eskild Johnsen op til Landsretten.
Landmanden Eskild Johnsen i Bjerndrup bliver endnu engang hevet i retten af Aabenraa Kommune.
Denne gang landsretten. Kommunen - der ved byretten blev underkendt og skulle betale en erstatning på 270.000 kroner til landmanden, efter et kommunalt naturprojekt der forsumpede flere af hans marker – mener nemlig, at det er en alt for hård afgørelse ved byretten.
Kommunen mener kun, at landmanden er berettiget til 4.000 kroner, da den mener, at naturgenoprettelsesprojektet i sig selv kun berør 0,1 hektar af Eskild Johnsens marker og ikke 6,5 hektar, som byretten fandt.
- En eventuel yderligere erstatning skal gives på det bedst mulige oplyste grundlag, og det mener vi ikke, at vi har fået i denne sag, lyder det fra borgmester.
Kommune anker principsag om erstatning til landmand
Uforstående
Hos Landbrug & Fødevarer er man dog uforstående over, at Aabenraa Kommune har valgt at anke sagen op til Landsretten.
Viceformand i L&F, Lone Andersen, udtrykker, at det er ærgerligt, at kommunen ikke har valgt at respektere Overtaksationskommissionens og byrettens afgørelser.
- Det har været et langt sagsforløb, og der er blevet gjort et grundigt stykke arbejde i byretten. Så det er både krævende og hårdt for vores medlem, at kommunen nu vil fortsætte den tunge proces med yderligere syn og skøn, siger hun.
Landbrug & Fødevarers områdedirektør i Jura & Fonde, Charlotte Bigum Lynæs, mener, at det er en beslutning, hun ikke helt kan få til at give mening.
- Juridisk er det uforståeligt, at Aabenraa Kommune vælger at anke dommen fra byretten for at gennemføre yderligere syn og skøn. Der har i sagen været en kompetent skønsmand, der også afgav forklaring for retten på baggrund af hans rapporter. Vi vil nu drøfte den næste runde i landsretten med vores advokat Flemming Elbæk, siger hun.