I sidste uge høstede Michael Pedersen på Hindsholm persillefrø, som har været halvandet år undervejs på 2,5 hektar. Og den erfarne specialafgrødeavler kunne glæde sig over et godt udbytte på omkring to tons pr. hektar og dermed 40.000 kroner pr. hektar.
Efter årets veloverståede høst er mejetærskerne for længst kørt i vinterhi på de fynske gårde. Dog ikke hos Michael Pedersen i Snave på Hindsholm. I sidste uge var han i færd med at bjærge årets sidste afgrøde – en mark på 2,5 hektar med kruspersille, hvor frøet leveres til Jensen Seeds i Birkum.
Trods den sene høst, er tidspunktet ikke usædvanligt for Michael Pedersen.
- Persillen er normalt først klar til at skårlægge midt i september. Og da den skal vejre i omkring tre uger, hvor dagene er blevet kortere og ofte med regnvejrsperioder, plejer høsten gerne at ligge her i ugen op til efterårsferien, fortæller den erfarne specialafgrødeavler, mens mejetærskeren nænsomt æder sig gennem de fyldige skår af de stive skærmplanter på op til halvanden meters længde.
- Sidste år var det næsten en måned tidligere efter tørken, og jeg har for en del år siden høstet persillefrø den 18. oktober. Endda med et rekordudbytte på 2.200 kg pr. hektar.
Flot afgrøde
Michael Pedersen vurderer årets udbytte til at være omkring to tons pr. hektar, og det er han ganske godt tilfreds med. Med kontraktprisen på omkring 20 kroner kiloet (i avisartiklen er der desværre skrevet 2 kroner, hvilket naturligvis er en fejl, red.) for de i alt 2,5 hektar kruspersillefrø hos Jensen Seeds, håber han, at det ender med et hektarudbytte på 40.000 kroner.
- Alt afhænger dog af frøets spireevne, som skal være mindst 85 procent. Og det er i sagens natur ikke altid lige nemt at nå op på med en høst ind i oktober måned, erkender Michael Pedersen.
Persillen såede han i renbestand den 1. maj sidste år med sin Stanhay enkornssåmaskine med en rækkeafstand på 50 centimeter. Afgrøden fik tilført 30 kg N og blev sidste år ellers kun ukrudtsbehandlet. I år har den været svampebehandlet fire gange og en enkelt runde med håndlugning af kamiller har været nødvendigt.
- Marken har stået rigtig flot, og flere forbipasserende har bedt om lov til at plukke af persillen. En ældre dame fortalte, at hun aldrig før havde oplevet en sådan mark, og fik persillesovs med nyplukket persille til valgflæsket ved folketingsvalget på grundlovsdagen, fortæller Michael Pedersen der for tre uger siden skårlagde persillen, som hen over sommeren er gået i stok og dermed var nået op på de halvanden meter i højden.
- Med to gode perioder med høj sol har den efterfølgende vejret helt perfekt. Selv om frøene i sideskærmene endnu var grønne ved skårlægningen, er de også nået at blive modne.
31 år med specialafgrøder
Han kan ikke lade være med at fortælle, at frøene fra en enkelt skærm er nok til at fylde en pose persillefrø, som i byggecentret koster 20-30 kroner.
- Det er rigtig, rigtig langt fra den pris, jeg får, smiler den nordøstfynske havefrøavler, der trods alt er udmærket tilfreds med årets høst i det fine sensommervejr sidste mandag. Og ikke mindst fordi vejrudsigten varslede en ny regnperiode i de efterfølgende dage.
Lige siden Michael Pedersen overtog Snavegården for 31 år siden, har han dyrket specialafgrøder på de kystnære arealer ud til Storebælt. Ud af gårdens i alt 175 hektar var der i år 15 hektar med spinat, fire hektar med skorzonerrodsfrø og de 2,5 hektar kruspersillefrø. Desuden dyrkes sukkerroer på fem hektar og rødsvingel ud over de traditionelle kornafgrøder.