Foderblandinger kræver større opmærksomhed efter tør høst

Et generelt lavt vandindhold i dette års afgrøder stiller særlige krav til både hjemmeblandere og tilskudsfoderblandinger, lyder det fra Danish Agro.

FODER Som svineproducent er det vigtigt at være opmærksom på kornets kvalitet, før det anvendes i foderet. Det gælder både hvis det anvendes sammen med en tilskudsfoderblanding, og hvis man som hjemmeblander anvender det sammen med de øvrige ingredienser i foderet.

- På grund af den tørre høst er dette særligt vigtigt i år. Vi kan nemlig ud fra vores foreløbige analyser se, at kornet er tre-fem procent tørrere sammenlignet med sidste år, fortæller direktør i Danish Agro, Henning Fogh.

Han forklarer, at den tørre høst betyder, at kornet bliver mere koncentreret, og dermed er indholdet af næringsstoffer i kornet også mere koncentreret.

Store regionale forskelle

- Eksempelvis bliver proteinindhold og aminosyrer mere koncentreret i kornet, des mindre vand det indeholder, og for hver ene procent mindre vand kornet indeholder, betyder det én foderenhed mere, oplyser Arne Ringsing, produktchef, svin, i Danish Agro,

- Mange landmænds foderoptimering er indstillet til, at kornet indeholder 16 procent vand. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på at indstille ens foderoptimering efter kornets kvalitet og vandindhold, siger han videre og tilføjer:

- Det er samtidig grunden til, at det er gavnligt at få foretaget en prøve af ens korn. Der kan være store regionale forskelle i kornets kvalitet, og det er vigtigt, at den enkelte landmand får analyseret sit eget korn, så den optimale fodersammensætning kan sikres.

Desuden påpeges det, at hvis landmændene har korn, der er helt nede på 12 procent vand, skal de være opmærksomme på muligvis at skulle skifte deres sold i møllen, da kornet ellers vil blive for fint malet.

Ned med temperaturen

Særlige råd til hjemmeblandere grundet årets tørre høst lyder også fra Danish Agros datterselskab Vilomix, som producerer kundetilpassede vitamin- og mineralblandinger til husdyrproducenter.

- For hjemmeblandere er det vigtigt at få afbalanceret foderblandingerne. Det væsentligste er at kende vandindholdet og proteinindholdet og få korrigeret sine foderblandinger i forhold til de øvrige ingredienser, påpeger salgschef i Vilomix, Niels Erik Olesen.

Et yderligere aspekt af det tørre, varme korn er desuden vigtigheden af at få det luftet godt igennem, før det lægges på lager.

- Man skal være opmærksom på, at varmt korn også skal konditioneres, også selv om kornet er tørt, og særligt hvis ikke alle kerner er helt modne. Det er vigtigt at få temperaturen i kornet ned, så det bliver lagerfast. Ellers kan man risikere, at der udvikles toksiner i kornet, påpeger Henning Fogh.

jhal

Læs også