Karolines Køkken sætter klima på madplanen

En undersøgelse har vist, at seks ud af ti danskere gerne vil spise mere klimavenligt. Det støtter Karolines Køkken op om med nye klimavenlige versioner af danskernes livretter.

KLIMAD Der er stigende interesse for at spise klimarigtig mad. I forbindelse med kampagnen Madglade Klimatips har en undersøgelse i hvert fald vist, at seks ud af ti danskere gerne vil spise mere klimavenligt, og de indsigter bakker en ny undersøgelse fra Karolines Køkken op om. 

Den viser blandt andet, at mere end hver anden dansker mangler inspiration til at spise bæredygtigt, mens syv ud af ti gerne vil spise flere grøntsager i fremtiden.

Derfor udkommer Karolines Køkken snart med opdaterede versioner af ti af danskernes favoritopskrifter i en mere klimavenlig beklædning med fokus på mindre kød og flere grøntsager. De nye opskrifter lanceres på onlineuniverset »Aftensmad med omtanke«. Karolines Køkken har taget initiativ til de nye opskrifter for at hjælpe danskerne med let og overskueligt at omsætte nogle af de 22 gode tips fra myndighedernes kampagne til konkrete opskrifter.

- Vi ved, at mange danskere gerne vil spise mere klimavenligt, men at vi har svært ved at komme i gang, fordi vi mangler viden og inspiration. Det nemmeste sted at starte er ved at tage udgangspunkt i de retter, vi allerede kender og tilbereder ofte. Derfor har vi taget udgangspunkt i nogle af de gode råd fra kampagnen Madglade Klimatips og udviklet mere klimavenlige versioner af de ti mest populære retter blandt danskerne, siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 26 år.

Fokus på god smag

Omdrejningspunktet for de mere klimavenlige favoritter er principperne om god smag, mindre kød og masser af grøntsager fra myndighedernes klimatipskampagne.

- Når vi skal lave forandringer i vores hverdag, er det vigtigt, at vi ikke laver alt for meget om på vores vaner, da det hurtigt kan virke uoverskueligt i en travl hverdag. Derfor er det en god idé at gå stille og roligt frem, når du skal etablere nye og langtidsholdbare vaner. Vi tror på, at de nye versioner af danskernes favoritretter er et godt greb til at trække vores hverdagsmad i en mere klimavenlig retning, siger Tove Færch.

De nye opskrifter tæller blandt andet pasta med kødsovs, frikadeller, mørbradgryde og boller i karry, der alle er blandt de mest populære retter i Madkulturens undersøgelser og i danskernes søgninger i Karolines Køkkens egen opskriftsdatabase, der hvert år har mere end 30 millioner besøg.

hka

 

Læs også