Klar til DM i pløjning

Klar til dyst i pløjefugerne, når konkurrencepløjere fra hele landet den 25. og 26. oktober mødes til danmarksmesterskaberne i pløjning, der i år holdes nær Ribe.

Konkurrencen i fuld gang - hér ved sidste års DM i pløjning. Foto: Christian Carus

Konkurrencepløjere fra hele landet vil vende plovskærene ved Ribe fredag den 25. oktober og lørdag den 26. oktober, hvor dette års udgave af danmarksmesterskaberne i pløjning vil finde sted.

I år er det Nørregaard Planteavl, Nollundvej, Grindsted, der lægger marker til DM, der er arrangeret af LandboUngdom Region Ribe.

Hér håber arrangørerne, at mesterskabet i pløjning kan trække mindst lige så stort publikum som sidste års danmarksmesterskab, der blev holdt ved Viborg, og som trak omkring 1.500 gæster til.

Titlen som danmarksmester i Standardplov gik sidste år til Hobro-pløjeren Martin Lindberg Velling for 7. gang i træk.

Inden startskuddet lød til danmarksmesterskabet lød der dengang klapsalver i Plovkroen fra de andre deltagere til Martin Lindberg Velling for hans indsats ved VM i pløjning 2023, hvor han kort forinden var blevet verdensmester i stubjord og fik titlen som verdens anden bedste pløjer.

Fra VM til DM

Dette års DM i pløjning følger direkte i kølvandet på et VM i pløjning, der tilbage i august i år blev afholdt i Estland. Også her var der topplaceringer og medaljer til danske pløjere.

Igen var det 26-årige Martin Lindberg Velling, der trak på mere end 10 års erfaring, da han pløjede sig til en guldmedalje i standardplov, grønjord og med sine resultater sluttede på en 3. plads ved VM.

Ved verdensmesterskaberne sidste år havde Martin Lindberg Velling indstillet plovene til en samlet 2. plads og kunne derfor også tage vandrepokalen med hjem.

Også en anden erfaren dansk pløjer, Søren Korsgaard, klarede sig flot ved VM. Ikke siden 2005 har Danmark modtaget sølv i vendeplov, og for Søren Korsgaard blev det da også til personlig rekord, da han modtog sølv i grønjord og ligeledes havde indstillet plovene til en bronzemedalje i stubjord, hvilket indbragte en samlet 2. plads ved verdensmesterskaberne.

- Jeg havde håbet på at tage en god placering i en af klasserne. Men jeg havde faktisk ikke troet det kunne lade sig gøre, sagde Søren Korsgaard efter det veloverståede VM.

Det er som regel velkendte ansigter der træder på de øverste podiepladser ved DM i pløjning, men nye navne har gjort sit indtog i pløjeverden.

De seneste år har de yngre kræfter i blandt andre Jacob Neimann og Nis Geertsen gjort sig bemærket i konkurrencepløjning, og de vender da også hjem fra de nordiske mesterskaber med henholdsvis en guld- og sølvmedalje.

Arrangørerne er klar

Bag DM’et står frivillige kræfter, der lægger timer i at skabe et uforglemmeligt DM for pløjere og tilskuere. I år er det LandboUngdoms region Ribe, der står i kullisen, når danmarksmesterskabet udfolder sig.

- Vi glæder os rigtig meget til dette års DM i pløjning, og vi håber, at folk har lyst til at komme forbi til en hyggelig dag. Det gør ikke noget, at man ikke ved så meget om pløjning. Det bliver en hyggelig dag, hvor man får mulighed for at opleve noget lidt anderledes, siger Jakob Hansen, regionrådsformand i Ribe og tovholder for DM.

Læs også