Flere og flere landmænd efterspørger driftsanalyser af året, inden det er færdigt. Det er der god mening i, lyder det fra en virksomhedsrådgiver.
Flere og flere landmænd får lavet driftsanalyser af året endnu inden, det er omme. Og det kan være en fordel i stedet for at vente til næste år, lyder det fra virksomhedsrådgiver Lene Nygaard, Patriotisk Selskab.
- Jo før, man får et overblik, jo mere gavn kan det nå at gøre, siger Lene Nygaard.
Hun tilføjer, at landmændene allerede nu stort set ved, hvordan året ser ud. Så det er nu, man virkelig kan bruge analysen.
- Høsten er for de flestes vedkommende i hus, og høstmængderne er opgjort. Med en tidlig analyse får man klaret alle fordelinger og opgørelser over høsten, mens høsten stadig står i frisk erindring, og man rent faktisk kan huske, hvad der skete. Så skal man ikke bruge tid på at finde tallene frem igen i det nye år. Allerede nu er arbejdet med at så efterafgrøder og gøre markerne klar til 2021 i fuld gang, og derfor kan 2020 godt føles som lang tid siden, når det nye år begynder, siger Lene Nygaard.
Nemmere at planlægge
Med en tidlig analyse er man ifølge Lene Nygaard ikke begrænset i at planlægge fremad:
- Man får et godt afsæt til at lægge et budget for 2021, men også til at prioritere resten af det indeværende år. Er der problemer med skatten, skal der måske investeres i en stor maskine inden nytår - og så er det jo vigtigt med et overblik over, om året var bedre eller dårligere, end man går og tror, siger hun og fortsætter:
- Herudover sender det selvfølgelig et positivt signal til omverdenen, at der er overblik over økonomien i virksomheden, og man kan bruge analysen, når man rapporterer til banken og kreditforeningen.
Derudover kan man lægge budgettet for det kommende år ind i analysen.
- På den måde kan man nemt vise, hvordan budgettet hænger sammen med økonomien fra de tidligere år, man har fået lavet analyse, og hermed hvorfor budgettet er realistisk, siger Lene Nygaard.
Relevant for flere
Det er ikke kun planteavlere, der har gavn af en tidlig analyse, men også griseproducenterne. Især hvis budgettet for 2021 lægges ind i analysen, understreger Lene Nygaard:
- Når indtjeningen svinger så meget, som den gør for griseproducenter, er det ekstra vigtigt, at budgettet betragtes i samspil med resultaterne fra tidligere år, forklarer hun og bemærker blandt andet, at det kan være en fordel at få et overblik allerede nu, hvis man som eksempelvis svineproducent skal betale ekstra i skat på grund af den gode indtjening i starten af året.
Man skal ikke være bekymret for, om en tidlig analyse er til at stole på, mener Lene Nygaard, og forklarer:
- Analysen baseres på tre kvartaler, som man allerede er igennem, og hvor vi derfor ved, hvad der er sket. Det fjerde kvartal er vi selvfølgelig nødt til at estimere, men det plejer ikke at være noget problem for medlemmerne hos Patriotisk Selskab. Man har jo sit budget og kender dermed omkostningerne for resten af året. Avlen kommer der også overblik over – selvfølgelig med nogle korrektioner sidenhen og med en usikkerhed på prisen, men ikke mere end at man som helhed har en god idé om, hvordan året kommer til at se ud.
Tilpasning
Analysen tilpasses selvfølgelig, når det endelige regnskab er klar i løbet af foråret 2021, tilføjer hun:
- Det er hurtigt og nemt at klare, når analysen grundlæggende er på plads, og der vil typisk kun være tale om småjusteringer.
mip