Overvåger udviklingen i den danske ulvebestand
Ulven følges tæt. Det vurderes, at der aktuelt er et sted mellem 22 og 42 voksne ulve i Danmark foruden hvalpe – alle indtil videre i Jylland.

Én, der følger den danske ulvebestand tæt, er Kent Olsen, der foruden seniorforsker og videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, også er leder af Den Nationale Ulveovervågning. Han gav i efterårsferien foredrag på netop Naturhistorisk Museum i Aarhus omkring ulveovervågningen og den forskning, der pågår omkring ulve i Danmark. Foto: John Ankersen
I år er det 13 år siden, at ulven efter knapt 200 års fravær vendte tilbage til den danske natur i efteråret 2012.
Siden er den danske ulvebestand vokset og vurderes til aktuelt at tælle et sted mellem 22 og 42 voksne ulve – alle indtil videre i Jylland, hvorfra de første krydsede grænsen fra Tyskland. De første danske ulvehvalpe kom til verden i 2017, og siden er det gået stærkt. Vurderingen lyder på, at der blev født 38 hvalpe i 2024.
Én, der følger den danske ulvebestand tæt, er Kent Olsen, der foruden seniorforsker og videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus også er leder af Den Nationale Ulveovervågning.
Forleden stod han for et foredrag om netop den nationale danske ulveovervågning i forbindelse med museets efterårsferieprogram, hvor alle interesserede kunne få et indblik i de seneste forskningsresultater omkring ulve, og hvordan man fra forskningsverdenen overvåger dem.
- Der er 10 generiske bestande i Europa, hvoraf én enkelt er uddød. Den centraleuropæiske lavlandsbestand af ulve er en af de ulvebestande, og som har etableret sig i Danmark via Tyskland, fortalte Kent Olsen, der samtidig tilføjede, at ulven herhjemme, som i resten af Europa, er omfattet af EU´s habitatsdirektiv, der betyder, at den hverken må jages, dræbes eller på anden måde aflives.
Omfattende overvågning
Overvågningen af ulve i Danmark følger internationale standarder i forhold til metoder og dokumentationskrav.
- Overvågningen følger de internationale SCALP-kriterier, der omfatter strenge dokumentationskrav i form af eksempelvis konkrete billeder af ulve, bekræftet fund af DNA i form af eksempelvis afføring og dræbte byttedyr, forklarede Kent Olsen, der samtidig konstaterer, at mange tilfælde af private observationer af ulve, viser sig at være hunde, som man har set.
Omkring de dræbte byttedyr oplyste Kent Olsen, at det især er råvildt, der dræbes, hvor ulven dræber dem med tænderne i halsen, og hvor man forskningsmæssigt kan tjekke byttedyrene for ulvespyt, der er DNA.
- Det er samme fremgangsmåde, vi benytter, hvis byttedyret er et husdyr, tilføjede Kent Olsen, der i forbindelse med foredraget havde mange videooptagelser af ulve fra de mange vildtkameraer, man benytter for at overvåge ulvene.
Han vurderer, at der biologisk set er plads til et sted mellem 100 og 300 ulve i Danmark.
- Blandt andet på grund af et stigende antal råvildt, uddybede han.
Kent Olsen understreger, at forskningen og overvågningsarbejdet omkring ulvene er rent videnskabelig og ikke politisk. Men han noterer sig dog, at ulven også møder modstand:
- Vi ved, at der er nogle i Danmark, der ikke ønsker ulve og får dem til at »forsvinde«.
Og at det ikke alene er privat modstand mod ulve, men også fremtrædende politikere, der står frem og ønsker ulven væk fra den danske natur, er ligeledes en kendsgerning.
Senest er debatten blusset op igen i forbindelse med borgere i byen Oksbøl i Sønderjylland, har oplevet ulve, der har færdedes i selve byen og skabt utryghed – og det har efterfølgende skabt politisk røre.