Fra de tidligste tider har vi mennesker forsøgt at kultivere vores omgivelser og skabe orden i naturens skræmmende kaos. Fra små marker i den mørke skov over romantikkens kæmpe parkanlæg og til den veltrimmede villahave.

Nu er udviklingen ved at vende, og rigtig mange af os er begyndt at invitere naturens kaos tilbage – for at hjælpe dens beboere. Men nogle gange er den dér natur bare lidt fræk og pågående.

Noget er helt galt i havedammen. De små guldfisk, der før samlede sig i forventning om lidt foder, når du kom, er pist væk. En dag får du øje på den imellem grenene. Det er fiskehejren, der har fundet din dam og inviteret sig selv på middag.

Fiskehejren er let at genkende med en højde på knap en meter og et vingefang på næsten to meter. Grundfarven er grålig og næbbet er kraftigt og gult. Den er ikke meget mere end skind og ben, da den – trods størrelsen – ikke vejer mere end en høne; 1,6 til 2 kg.

I flugten kendes fiskehejren på S-formet hals og runde, buede vinger. Den S-formede hals adskiller den fra traner, storke og andre større langbenede fugle. Dens stemme hører ikke til de kønneste og er et hæst skrig, som ofte høres under flugten.

For få år siden var fiskehejren stort set den eneste hejreart, vi så herhjemme. I de seneste år har de hvide hejrer fået godt fodfæste og ses talrigt rundt omkring i landet. Det er oftest sølvhejren, vi støder på, men ind i mellem ses den mere sjældne silkehejre også.

Fiskehejren er almindelig over hele landet – på nær på Bornholm. Den yngler i kolonier i toppen af høje træer og lægger fire til fem æg. Tidligere har fiskehejren været jaget på grund af dens fiskeri, men efter fredningen i 1980 er bestanden næsten tredoblet.

Om det er som røverisk bandit ved havedammen eller som grå eminence ved den store sø, er fiskehejren altid en oplevelse.

Natur